Sara er ung og forelsket. Manden hun er forelsket i er løber og bliver konsekvent omtalt i romanen som løberen. Hun beundrer ham på afstand, når han træner på stadion. Han er optaget af sit løb og sin krop. Han fylder i hendes tanker og hun lægger planer for at komme i kontakt med ham. Og det lykkes.

Saras veninde Minni er plaget af gigt. Har smerter, tager medicin og har svært ved det meste. Man fornemmer at Sara er splittet mellem disse to yderpunkter: Forelskelse, sundhed og sex i den ene ende og venskab, sygdom og tryghed i den anden. Man fornemmer endvidere, at når hun er sammen med løberen savner hun Minni og når hun er sammen med Minni længes hun efter løberen. Hun er sjældent helt til stede, der hvor hun er.

Løberen forbliver navnløs. Selv da de begynder at ses og indleder en form for forhold. Det skaber en vis distance, at løberen forbliver navnløs. Han skal ikke komme alt for tæt på.

Det er mig en gåde, hvorfor Sara er vild med Løberen. Han er ikke specielt sød, ikke specielt nærværende, mest optaget af sig selv og sit løb. Og når de er sammen, er det primært på hans præmisser, som her “Hver gang der kommer en opkastningsrefleks, som jeg udholder, hver gang jeg er i stand til at beholde pikken i munden, aer løberen mig over håret, siger: Dygtig pige.” Men måske afspejler det bare, at hun ikke selv får sagt fra og ikke får formuleret, hvad hun selv gerne vil. Og heller ikke selv for alvor investerer i forholdet. Og afspejler dermed den virkelighed, som mange har oplevet på et tidspunkt i deres liv, hvor de er sammen med et andet menneske helt uden at vide, hvad de vil med forholdet og hvorfor de bliver hængende.

Løberen er en kort roman om sundhed og sygdom. Om forelskelse og venskab. Og lidt om at det kommer til at lugte slemt fælt i din lejlighed, hvis du ikke regelmæssigt skifter det, der ligger i bunden af din kanins bur. Og nå ja, også lidt om forstoppelse og om menstruationsblod på det hvide lagen. Med sætninger som “Jeg kradser skorpen af mine rifter, så de bløder på ny. Jeg rører ved dem, jeg sutter blod af mine fingre.” er romanen ikke til sarte læsere.

Jeg gætter på at romanens primære læserskare består af kvinder. Og især af dem som jeg, der sætter pris på kortromaner med korte afsnit og et komprimeret sprog, hvor der er plads til at læseren selv kan fylde hullerne ud. Alt i alt en helt fin læseoplevelse. En af den slags, man skal læse med roligt tempo for at få det hele med.

Signe Maxen, Løberen, April 2019, Rosinante, 150 sider.