Donato Carrisi: Pigen i tågen
En ung pige forsvinder sporløst fra en lille bjerglandsby, en opmærksomhedshungrende politikommissær sættes på sagen, og en skolelærer med rod i privatlivet kommer i søgelyset. Alle forudsætninger for en god spændingsroman er således opfyldt, men desværre kommer der aldrig for alvor gang i handlingen, og spændingen udebliver.
Den stilfærdige teenager Anna Lou forsvinder en eftermiddag sporløst på vej til kirke i den lille bjerglandsby Avechot. Først tror politiet, at hun blot er stukket af hjemmefra, men efterhånden som de afdækker hendes liv, synes den mulighed ikke længere sandsynlig.
Den landskendte og excentriske specialkommissær Vogel, som har en glorværdig karriere bag sig, bliver sat på sagen. Han har imidlertid mere travlt med at gøre sagen til et mediecirkus, hvor han kan sole sig i blitzlyset, end at udføre egentligt politiarbejde. Hans unge assistent gør, hvad han kan for at opklare sagen, men forblændes også af Vogel, til trods for at Vogels seneste sag endte skidt, og han efterfølgende blev mistænkt for urent trav, så den mistænkte gik fri.
Efterhånden som tiden går, skifter landsbyboernes fokus fra at finde ud, hvad der er sket med Anna Lou, til at udpege en skyldig – eller måske en syndebuk? Deres og politiets fokus rettes mod skolelæreren Martini, da dennes bil tilsyneladende har fulgt efter Anna Lou flere gange i tiden op til hendes forsvinding. Presset stiger samtidig på Vogel til at levere resultater, især efter hans seneste sag. Men hvor langt er kommissæren villig til at gå for at få ram på den hovedmistænkte, skyldig eller ej?
Jeg havde hørt meget godt om Donato Carrisi, men jeg synes slet ikke, at plottet holder. Jeg var ret skuffet efter endt læsning. Opklaringen af mysteriet virker som en bekvem måde at få afsluttet romanen på. Forfatteren smider desuden på de sidste par sider en allersidste krølle på historien, som virker helt skør og grebet ud af den blå luft udelukkende for at skabe et twist – måske i håbet om at løfte bogen ud af middelmådighedens dynd.
Donato Carrisi, Pigen i tågen, 287 sider, People’s Press, april 2019