En række kvinder er blevet udsat for brutale seksuelle overgreb i deres egne hjem af fremmede mænd. De melder forbrydelsen til politiet, men der kan ikke rejses tiltale – heller ikke selvom nogle af mændene bliver pågrebet, én af dem endda på fersk gerning, da han lægger sig til at sove i kvindens seng efter overfaldet.

For mændene har fået en invitation til at komme. Af de selvsamme kvinder. Sendt fra deres egne datingprofiler eller mobiltelefoner. Men politiet føler sig overbeviste om, at kvinderne taler sandt og derfor får Erla-gruppen med Liv Kaspi i spidsen til at opgave at lede efterforskningen af disse usædvanlige hændelser.

Bogen er skræmmende aktuel og er også baseret på virkelige hændelser. Det er en historie, der får det til at løbe dig koldt ned ad ryggen, og der var tidspunkter, hvor mit hjerte bankede kraftigt, og hvor jeg slet ikke kunne lægge den fra mig. Sproget er effektfuldt og historien så forfærdelig, at det er umuligt ikke at blive påvirket.

Til gengæld flyder siderne over med efterforskernes egne private problemer, og det er et stort irritationsmoment, der trækker mit samlede indtryk af bogen meget ned. Der kører nærmest en sideløbende efterforskning i to af Erla-gruppens medlemmers privatliv, og det fylder alt for meget. Det er ofte præmissen i disse krimiføljetoner, hvor Vildfremmed er tredje bind i serien, men det kammer over her.

Jeg har ikke læst de to forrige bind i serien, Sporene vi efterlader os og Jeg finder dig, men man kan sagtens følge med i den selvstændige efterfølger alligevel.

Pernilla Ericson, Vildfremmed, HarperCollins, marts 2019, 299 sider, oversat af Kamilla Pontoppidan Haderup.