I dag udkommer Liza Marklunds nye spændingsroman; Sort perle. Og jeg skal da lige love for, at man som læser bliver udsat for en omgang spænding. Flere gange undervejs, sad jeg med decideret stresspuls og føler mig i det hele taget påvirket af bogen og dens historie.

Historien starter på en lille ø i Stillehavet, på én af Cook-øerne, hvor den unge kvinde Kionas familie lever af at dyrke perler. Kiona bidrager ved at fridykke, langt ned under havets overflade, for at samle linerne med perleøsters på. Hun bruger al sin fritid på at læse og drømme sig langt væk, til trods for at det ligger i kortene, at hun skal føre familietraditionerne videre.

En dag i slutningen af orkansæsonen redder de lokale en svensk mand ud af hans synkende sejlbåd. Han kommer sig langsomt og tager del i de indfødtes liv – også Kionas. Efter 4 år bliver den svenske mand hentet mod sin vilje og Kiona vælger at følge efter ham. Herefter bliver hendes liv aldrig nogen sinde det samme igen, for hvor meget er man villig til at gøre, for én man elsker, og hvilken pris har det?

Liza Marklund leverer som sædvanligt en velskrevet historie, hvor man bare suser afsted i et sprog, der serverer detaljer, stemninger og svimlende spænding. Én af den slags bøger, hvor man bare bliver suget ind i det skrevne univers og ens øvrige prioriteringer, må vige pladsen, for det allervigtigste – nemlig den næste side.

Jeg føler stadig lidt, at den her bog tog fusen på mig. For selvom jeg er inkarneret Marklund-fan og har læst alt hvad hun har skrevet, så er det alligevel en ny side af hendes forfatterskab, der ser dagens lys. Man kan sagtens fornemme, hvor meget research der ligger til grund for en bog som denne og det kulminerer i en virkelig god historie, der efterlader dig med stresspuls, hjertesorg og længsel efter eventyr.

Lisa Marklund, Sort perle, Rosinante, oversat af Nanna Gyldenkærne, 496 sider, 2019