’Den italienske mester’ er Rachmans tredje roman, og miljøet er nyt. I hans første værk, ‘De ufuldkomne’ var vi med i en herlig fortælling om en international avis, der udkommer i Rom. Her gennemborer Rachmans lasersyn de forfængelige journalisters ævl og kælv, der fylder langt mere end en forestående deadline. I ’Den italienske mester’ er det kunstverdenen og nogle af dens store egoer, som kommer underbehandling.

Der er storskrydende galleriejere, kritikere og selve kunstnerne, med maleren Bear Bavinsky i centrum. Det er forholdet mellem ham og hans søn Charles ’Pinch’ Bavinsky, der driver handlingen frem. Som i mange fortællinger om far-søn forhold hungrer efter sin fars anerkendelse. Men den er svær at få, for faderen har meget svært ved at se ud over sine lærreder og få øjnene op for de mennesker, der omgiver ham. Bortset lige fra de mange dejlige damer, som krydser hans vej.

Vi følger Pinch fra hans barndom i Rom, hvor forældrene bliver skilt. Moderens lægger en lovende karriere som keramiker på hylden for at passe hjem og familie, men Bear dropper både hende og Pinch og rykker teltpælene op. Han drager til Frankrig. Pinchs mor går gradvist i hundene, og selv har han svært ved at finde et ståsted. Han forsøger sig med studier i kunsthistorie, men uden at få succes og ender som halvkikset sproglærer i London. Men han er ikke uden talenter for at male selv, og gradvist begynder en plan at tage form. Den skal gøre ham rig og på samme tid være et oprør mod faderen.

Bears selvcentrerede storhedsvanvid og Pinchs ukritiske hengivenhed er tåkrummende godt beskrevet. Men i længden bliver det dog irriterende og utroværdigt, at Pinch igen og igen lader sig forføre af sin far og ikke gør oprør. Bear bliver en parodi, som burde have været gennemskuet af sin søn og omgivelser meget hurtigere. Bogens midterste del er tung og på nippet til at blive lidt kedelig, men heldigvis rettes der op på det i den afsluttende del, hvor Pinch realiserer den plan, der skal ændre kunsthistorien.

Tom Rachman: Den italienske mester, Politikens Forlag, 352 sider. Oversat af Rasmus Hastrup