Direktører, bestyrelsesmedlemmer, rektorer, piloter, instruktører, borgmestre, ministre og så videre. Det er mænd og atter mænd. Vi er i flertal, og på den måde er meget ved det gamle. Men der er sørme også opbrud, når man kigger på kønsrollerne. Det gør Anders Haahr Rasmussen i sin herligt humoristiske og velskrevne bog med fokus på, hvordan man som ung mand finder sin (køns)rolle. Han skriver uhøjtideligt om egne kærester og sexliv, om maskulinitetsforskning, homofobi, og det allersværeste – når man som ung mand er alene med en kvinde.

I disse #metoo-tider er det faktisk slet ikke så nemt at være mand. Som der står på side 154: ”Jeg kender en masse mænd, der føler, at de bliver hakket på. At verden er blevet lidt svær at finde rundt i. Måske især hvide heteroseksuelle mænd. De minder på en måde om bilister i København. De har været vant til at have vejene for sig selv.”. Det har de ikke længere. Cyklisterne myldrer af sted, der bliver lavet tresporede cykelstier, og stikker man forlygten lidt for langt frem, risikerer den stakkels (mandlige) bilist at få den smadret. Og akkurat som der er blevet flere cyklister, er der heldigvis også kommet en masse slagkraftige, udfarende og synlige kvinder. Det betyder, at krav og forventninger til os mænd har ændret sig. Sådan skal det være. Det er godt. Men det kan også være forvirrende. For hvad er forventningerne nu? Billedet er broget, og det skildrer Haahr Rasmussen på fineste vis i interviews med forskere og kulturpersonligheder, essays med egne refleksioner og et væld af hans egne personlige næsten selvudleverende historier.

Sex fylder en hel del i bogen, og netop den arena illustrerer de mange nye gråzoner. En personlig oplevelse fra forfatteren: under seksuelt samvær og ophidselse har en af hans kærester en uheldig vane. Hun vil gerne bide, og det gør som bekendt ondt. En dag siger Anders ’AV, lad være med det’. Det bliver kæresten sur over og svarer, at han da ikke skal sige ’lad være’ til hende, mens de har sex. Ud fra vores kønsrolleoptik er det her en stærk frigjort kvinde, der taler. Men er det ok? Hvis det havde været manden, som sagde det samme, ville det være grænseoverskridende, dominerende, ja næsten på linje med et overgreb. Og det er selvfølgelig fordi, der i kønsrolledebatten er så megen historik omkring mænds dominans og undertrykkelse af det engang ’svage køn’.

Der er ingen letkøbte svar i bogen på de mange gråzoner, som den opridser. Haahr Rasmussen illustrerer og præsenterer, mere end han søger at skabe debat. Vi kommer vidt omkring med hævnporno, lumre slagsange i omklædningsrum, den ældre mands hunger efter yngre kvinder, og så møder vi Anders’ smukke modelveninde, som ikke var bleg for at tale om, hvordan Erik Clausen betalte 700 for et hurtigt knald – og dermed var en af de kunder, som var med til at finansiere hendes studietid.

Der er masser af god underholdning og tankevækkende stof i ’En fandens mand’. Både for kvinder og mænd, unge som ældre.

Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand. Gyldendal, 292 sider, 2019.