Tålmodighed er vigtigt, hvis du gerne vil have en god læseoplevelse med nyeste roman fra den anerkendte forfatter, Kate Morton. Den gode oplevelse kan godt komme til dig undervejs, så fortvivl ikke, hvis du mister modet i begyndelse. I så fald kan du dvæle ved den smukke forside, for vi skal huske, at der er mange hænder med til at skabe en bog. Her er omslaget, lavet af Lisa White, utroligt indbydende.

At tage fat på “Urmagerens datter” var for mig fyldt med forventninger og glæde, og derfor var jeg ret ærgerlig, da jeg hade læst de første 100-150 sider. Bagsideteksten, omend kort, lover så meget godt, og forfatteren er dygtig, men jeg blev ret hurtigt skuffet. Først møder vi Elodie: arkivar, ung kvinde, der er forlovet med en mand, man hurtigt mærker, at hun ikke er interesseret i at blive gift med. Det har vi hørt før, og blot det faktum, at vi aldrig møder gommen, viser, at det bryllup ikke bliver til noget. Det bliver en sidehistorie, som ikke har noget med resten af fortællingen at gøre. Væk med den. Hendes egentlig formål i bogen er, at hun finder en taske med et fotografi og en skitseblog med aftegninger af et hus. Det hus vækker genkendelighed i Elodie, selvom hun ikke kan forklare hvorfor. Netop det hus bliver drivkraften i fortællingen, da det er her, det massive persongalleri flytter ind og ud, går omkring og opdager sig selv og andre.

Det kunne være så godt, for der er rigtig fine historier flettet sammen i denne bog. De individuelle historier i bogen fungerer med spændende kvindefigurer, som er markante og stærke (undtagen allerførste kvinde, Elodie). Vi møder moderen, der flytter fra London efter bombardementet i 1940 – alene med sine tre børn, efter manden er draget i krig. Vi møder urmagerens datter, som bliver forladt hos en grisk kvinde, der tvinger hende til at stjæle for at betale for kost og logi. Vi møder fotografer, malere, forfattere og andre, som glider ind og ud af hinandens liv. Desværre bliver nogle af historierne hængende i luften uden at få en afslutning.

Fortællingen springer mellem flere årtier og århundreder, og når der tilmed i kapitlerne er tilbageblik, bliver jeg tabt i et sted mellem fortid, nutid og fremtid. Halvvejs gennem bogen har jeg en forståelse for, hvem der lever hvornår, og også lidt en forståelse for, hvem der har forbindelse til hvem. Ikke en erkendelse, jeg kan forvente at få i de første kapitler, det er klart, men der er for mange steder, hvor jeg som læser bliver tabt. Forfatterens cliffhangers fungerer ikke tilstrækkeligt, for der går for lang tid, før mysterierne bliver forløst. Forviklingerne bliver for twistede, og nogle steder simpelthen også for kedelige at komme igennem.

Men er du til engelsk romantik, familieforviklinger, kunst, tiden omkring verdenskrigene og nutiden samt en detaljeret beskrivelse af landskabets karakteristika og menneskers lune, så er dette et godt bud på en lang og fin læseoplevelse.

Urmagerens datter, Kate Morton, Cicero, 480 sider, oversat af Ulla Oxvig. Udgivet 21. marts 2019