// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Charlotte Christensen: Guldalderens billedverden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Kunst

Charlotte Christensen: Guldalderens billedverden

Skrevet af den 7. marts 2019 – 16:00Ingen kommentarer

Kunsthistorikeren Charlotte Christensen har skrevet et storværk om guldalderens billedverden. Hun har tidligere skrevet en lang række kunstbøger, og hun kan sit stof! Nu skubber hun til vores begrebsforståelse af guldalderen i et værk, hvor man som læser skal holde tungen fuldstændig lige i munden for at følge med.

I bogen gør Charlotte Christensen op med vores traditionelle opfattelse af guldalderen. En af hendes pointer er, at de kunstværker, som i dag hyldes som signifikante guldalderværker, ikke var dem, som rent faktisk blev foretrukket eller fik størst opmærksomhed i perioden 1819-1848. Det var ganske andre kunstnere, der blev købt af kongen og datidens kunstsamlere.

I følge Charlotte Christensen var det først i 1960erne, at man opfandt termen “Guldalder”. En periodebetegnelse, der blev til, fordi der var en stor udstilling på Nationalgalleriet i Stockholm, der hed “Dansk Guldalder”.

Udstillingen var med til at udnævne blandt andre maleren Eckersberg, som et af “guldalderens” helt store navne. Men det er alt for unuanceret hævder Charlotte Christensen, som fremhæver flere af de i dag næsten glemte malere såsom J.P. Møller, C.A Lorentzen og Albert Küchler, som også er meget vigtige malere i perioden.

Bogen giver mange og meget velkomne og uhyre interessante perspektiver på en periode, der bugnede af eminente kunstnere. Herunder flere kvindelige blomstermalere, som i dag står i skyggen af den mandlige blomstermaler J.L. Jensen, som heldigvis er blevet fundet frem af museernes arkiver igen. Senest på den storslåede udstilling på det nordsjællandske museum Nivågaard.

“Guldalderens billedverden” fortæller om, hvordan samtidskunsten tog sig ud dengang – både i de officielle bygninger, på museerne, gader, stræder og i hjemmene. Det er spændende og informativ læsning, der tager læseren med på en fantastisk rejse i guldalderens storslåede billedunivers – som er langt mere mangfoldigt end hidtil antaget. Bogen er en sand skatkiste af malerier, scenebilleder og skulpturer, som med garanti vil begejstre alle guldalderelskere.

Den 408 sider lange bog går uhyre grundigt til værks. Vi hører om, hvilke værker, der blev købt i perioden og hvem der købte dem. 0m hvad, der var ophængt på det toneangivende Christiansborg Slots Kunstgalleri, og hvad så man på Det Kongelige Teater. og meget, meget mere. Vi får med andre ord en sublim prisme, der samles til et hamrende interessant og nuanceret kunsthistorisk tidsbillede af den såkaldte Guldalder.

Men sæt tid af, hvis du skal læse værket. Det er på godt 400 sider, og bærer præg af en afhandling. Teksten kan til tider virke tung og ufremkommelig. Men hvis man kommer igennem den, vil man være uendeligt meget klogere på en af dansk kunsthistories mest interessante perioder – der rent faktisk fortjener at blive kaldt for “Guldalderen”. Og undervejs kan man nyde de mange smukke illustrationer, som fryder en kunstelsker som mig.

Charlotte Christensen: Guldalderens billedunivers, Gyldendal 7. Marts 2019, 408 sider, rigt illustreret.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.