”Jeg skriver dette i angst”. Det er hovedpersonens første udsagn i ’Syv nætter’. Og angst, det er han. Det er den eksistentielle angst, han oplever, og årsagen er såmænd, at han er ved at blive voksen. Han er gledet gennem livet de første knap 30 år, bestået sine eksaminer med glans, aldrig manglet noget materielt og altid været ambitiøs. Har haft ’sæsonkort til operaen lige fra fødslen’. Men nu truer store beslutninger som valg af partner, valg af arbejde, valg af liv. Og hvad nu hvis man ender med at blive tilfreds med den truende konformitet, i stedet for at turde sande tomheden?

Det kan man godt blive bange for: ’Jeg er bange for ægteskabskontrakter og indelukket mødelokaleluft. Bange for flekstid og det første påtagede smil. Bange for, at det frie liv er slut, for fastansættelserne, pensionsordning, spa-weekender i maj’.

Man fornemmer tydeligt desperationen hos hovedpersonen denne nat, som han sidder der med pen og papir ved sit velordnede skrivebord. Han må se tomheden i øjnene og sande, at han aldrig har vovet noget, aldrig satset eller trådt ved siden af. Men det skal han nu: ’Før overgangens øjeblik kommer, og fremtiden sluger mig for altid, vil jeg bryde den fastlagte rutine en sidste gang/…/For jeg har fået et tilbud’. Dette tilbud kommer fra en fjern bekendt, og som i fortællingen om Faust bliver der indgået en pagt. I en form for manddomsprøve skal den unge mand, også kaldet S, hver nat gennemleve en af de syv dødssynder, og han skal skrive udførligt om hver eneste af dem. Så resten af bogens syv kapitler handler om hovedpersonens møde med griskhed, hovmod, utugt, misundelse, vrede, dovenskab og fråseri.

S gennemlever egne fantasier og i flere af kapitlerne ligger der tilsyneladende en frelse i dødssynderne. Der skal mere sensualitet, mere romantik, glæde, modstand og voldsomhed i livet, hvis vi skal undgå at blive låst fast og stivne i gold og fattig falskhed. I slutningen af fortællingen kan S konstatere, at han er ved at være klar til at tage afsked med 20’erne og tage fat på næste kapitel i sit liv. Han har nu håbet om, at der kan komme noget godt ud af at modne. Ironien er dog, at mødet med de syv dødssynder måske bare er endnu en test. En eksamen, som alle de andre, han har klaret så fint. Som den mystiske faustiske ven siger til ham i det afsluttende kapitel: ’Det ansvar, du kommer til at bære, vil ikke forløse dig, i hvert fald ikke fra længslen efter at vende tilbage til den græsgrønne fortid, som stadig bliver yngre, mens du bliver ældre”. Så slutningen er åben, og vi efterlades med en nagende tvivl om, hvor langt S egentlig er nået.

Romanen er intens, fuld af humor og sylespidse iagttagelser, men den har langt fra fået entydigt positive anmeldelser. Nogle lovpriser den som et manifest for en tysk generation, som er vokset op uden kendskab til muren og kold krig. Andre ser negative tendenser til højreradikalisme i dens lovprisning af trangen til at rive ned og omstyrte. Uanset de blandede holdninger er den en oplevelse at læse. Desperation, længsel og ikke mindst angst skriger ud af siderne parallelt med trangen til at finde harmoni i det ukendte og måske ikke så forfærdelige voksenliv. Det er en roman, der rækker ud på tværs af aldre, for hele livet er jo fuldt af overgange.

Simon Strauss: Syv nætter. Turbine. 151 sider. Oversættelse: Maj Westerfeld. 2019.