Sarah Vaughan: Skandalens anatomi
Den succesfulde og målrettede advokat Kate Woodcroft får sit livs sag – den sag, der skal løfte hende op på et helt andet niveau inden for branchen. Sophies mand er den anklagede, og Sophie er sikker på hans uskyld.
James Whitehouse er en yderst charmerende og meget flot mand, som er blevet født med en guldske i munden. Han er juniorminister i indenrigsministeriet og premiereministerens fortrolige, faktisk helt tilbage fra da de gik på Eton Privatskole sammen. James er gift med den smukke, loyale, sofistikerede Sophie, og sammen har de to børn. Hans liv er præcis, som det skal være, eller det troede han i hvert fald. Det er bare, lige indtil han bliver fanget i at have en affære med sin assistent, og hun anklager ham for voldtægt. Affæren, vil han gerne erkende, var et lille uundgåeligt sidespring i en travlt hverdag, men at anklage ham for voldtægt er nok lige at gå over grænsen.
Kate Woodcroft har viet sit liv til at forsvare uskyldige ofre for overgreb, og da hun får sagen om forsvare ofret for voldtægten i James Whitehouse-sagen serveret på et sølvfad, er den trods de dårlige odds for at vinde den en sag, hun bliver nødt til at tage. For hun ved, at han er skyldig.
Sophie kan slet ikke genkende sin mand i anklagerne. Hun er stadig vanvittig forelsket i ham og vil gøre alt for at bevare illusionen om sin lykkelige familie. Hun bakker James op, som den gode hustru hun er. Hun har altid stået ved hans side, lige fra dengang de mødte hinanden på Oxford. Men hvem fører hvem bag lyset i denne her sag, og hvem kan hun stole på?
Det her er en af de bøger, du læser på en eftermiddag i stedet for at bruge tiden på en hel masse praktisk, du burde have lavet. Den er nemlig ikke til at lægge fra sig, og de huslige pligter må derfor vente, til du har læst bogen færdig. Historien er velskrevet og langsomt bygget op med en sideløbende fortælling fra tiden på Oxford i 1992. Karaktererne er velbeskrevet, og især tiden på Oxford gjorde noget virkelig godt for historien. De rige overklasseunge, der gjorde præcis, som det passede dem, uden at tænke på konsekvenserne, fik mig til at tænke på Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen.
Sarah Vaughan: Skandalens anatomi, Hr. Ferdinand, 318 sider, februar 2019