// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Virginia Woolf: Sit eget værelse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Essays, klassiker

Virginia Woolf: Sit eget værelse

Skrevet af den 15. februar 2019 – 16:00Ingen kommentarer

Virginia Woolf (1882-1941) var en engelsk forfatterinde og feminist. Hun blev som ung gift med forfatteren Leonard Woolf og udgav sin første roman som 29-årig. Hun var hjemmegående fuldtidsforfatter, og hendes bøger var meget eksperimenterende og forud for deres tid. Virginias mor døde, da Virginia var 13 år, og hun fik sit første nervesammenbrud. Det andet fik hun, da hendes far døde. Det var starten på et liv med store psykiske problemer og selvmordsforsøg, der sluttede brat under 2. verdenskrig i 1941, da hun druknede sig i floden Ouse nær sit hjem. Hun nåede at udgive 14 værker inden sin død og en række essays, selvbiografiske værker, dagbøger og breve posthumt.

Sit eget værelse er et essay baseret på to forelæsninger, Virginia Woolf holdt på Girton College og Newham College i Cambridge, der dengang udelukkende underviste kvindelige studerende, og den er en feministisk klassiker. I Sit eget værelse opfordrer Virginia Woolf kvinder til at skrive om deres egne følelser og værdier ud fra deres egne oplevelser. Hun mener, at hvis man som kvinde vil skrive skønlitterære bøger, så skal man have sit eget værelse med lås på døren. Hun fortæller om, hvor vigtigt det er, at man som kvinde er selvstændig og økonomisk uafhængig, hvilket uden tvivl var farvet af en tid, hvor de fleste kvinder blev forsørget af deres mænd eller familie.

Sit eget værelse havde en banebrydende betydning for kvindefrigørelsen og er nok et af Virginia Woolfs mest betydningsfulde værker. Ud over at være et centralt feministisk værk er det nok også det af Virginia Woolfs værker, der er lettest at læse. Selvom bogen er udgivet i 1928, er sproget nutidigt og fyldt med humor og vid. Virginia Woolf fortæller om andre forfattere og sine tanker om deres værker, alt imens hun kommer med råd om at skrive ærligt og ikke sætte sig selv i bås. Når man som kvinde har penge, har man også frihed, og hvis man har sit eget værelse med lås, kan man skrive ærligt.

’Så når jeg derfor beder Dem tjene penge og skaffe Dem Deres eget værelse, beder jeg Dem om at leve med virkeligheden tæt på, en livgivende tilværelse synes det, hvad enten man kan delagtiggøre andre i det eller ej.’

Jeg nød denne bog så meget, at jeg genlæste flere passager af den. Tænk, at denne kvinde med sit store intellekt og gåpåmod har ændret så meget for kvinder gennem tiden. Jeg er benovet og stolt over de stærke kvinder og mænd, hvis skuldre vi har stået på for at nå så langt i ligestillingen mellem kønnene, som vi er i dag.

Virginia Woolf: Sit eget værelse, Rosinante, 197 sider, ny oversættelse fra 2013

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.