Thorvald Steen: Den hvide badehus
En familie fyldt med hemmeligheder og en mor så fyldt med skam over sin arv, at hun vælger de syge fra. En ung fyr, der får at vide, at han kun vil få det værre og senere blive invalid, uden nogen at tale med om det. For hvis man ikke taler om det, går det væk –eller gør det nu også det?
Lige før jul modtager han et opkald fra en kvinde, der siger, hun er hans kusine. Hun siger, at hendes far – hans mors bror – er død. Han har aldrig vidst, at hans mor havde søskende, og da slet ikke, at han skulle have en kusine. Først nu finder han ud af, at han ikke er den eneste i familien med den muskelsvindsygdom, der nu har bundet ham til en kørestol.
En sygdom, der er gået i arv fra morens familie, og som har splittet familien ad i morens forsøg på at skjule det. En sygdom han selv har givet videre til sin datter.
Han tager over til sin nu gamle mor og konfronterer hende med det. Prøver at finde ud af hendes formål med at lægge låg på sandheden. Spørge hende om, hvorfor hun ikke har fortalt om det, da han var helt ung og følte sig forkert. Hvorfor hun afskar ham muligheden for at møde sin kusine og resten af familien.
Der er et eller andet der klinger falsk i Thorvald Steens bog Det hvide badehus. Når jeg skriver falsk, betyder det ikke, at det er en dårlig læseoplevelse. Men en historie om en mand, der er vokset op i en familie, hvor det ikke var acceptabelt at have en kronisk sygdom, burde kunne føles i marv og ben af læseren. Jeg kunne ikke mærke sorgen over det fortiede eller det svigt over ikke at være accepteret, som hovedpersonen måtte have følt, og det savnede jeg.
Måske er netop det at udtrykke sorgen over ikke at være accepteret af sin egen familie svær at få frem i en bog fyldt med egne minder og oplevelser. Måske har Thorvald Steen måttet distancere sig selv fra historien, som derved virker blottet for følelser. Måske er det bare typisk norsk landsbykultur, som han ved sin skrivestil vil have læseren til at mærke. Alt i alt er Det hvide badehus en interessant læseoplevelse om en opvækst med en muskelsvindsygdom, der har splittet en hel familie ad men også bragt næste generation tættere sammen.
Thorvald Steen: Det hvide badehus, Turbine, 197 sider, august 2018