Thomas More betragtes generelt som stamfaderen til begrebet utopi i den forstand, vi kender det, og som litterær genre. Utopia betyder på græsk: ikke-sted, altså et sted, der ikke eksisterer. Og det er jo netop, hvad Utopia er: ikke-eksisterende. Men hvordan kan det være så interessant så? Det simple svar er, fordi det giver mulighed for at udtrykke kritik af det nuværende og samtidig opstille et billede af et optimalt eller forbedret samfund. Thomas More gør præcis disse to ting i sit mest berømte litterære værk, Utopia.

Thomas More er uddannet jurist, og han opnåede faktisk en ganske succesfuld karriere inden for politik, hvor han blandt andet i 1529 blev engelsk kansler.

Man kan godt fornemme i hans stil, at han har en mere juridisk og politisk baggrund. Teksten er ikke typisk romanform. Den er bygget op af monologer og beskrivelser. De lange monologer er fulde af bevisførelse og argumentation, som man er fristet til at tillægge hans profession æren for. På samme tid er Utopia egentligt også en rejsebeskrivelse af denne fiktive ø, af ikke-stedet, og det ses tydeligt i den næsten pædagogiske måde, hvorpå beskrivelserne er struktureret.

Romanen tager sit udgangspunkt i mødet mellem Thomas More og en Raphael. I første del af bogen bliver More introduceret for Raphael, og det er en slags forberedelse til Utopias beskrivelse, og heri bliver der ligeledes opridset nogle problematikker i det engelske retssystem. Miljøet er den engelske overklasse, men selve rammen for beretningen om Utopia foregår hjemme ved Thomas Mores bolig. Raphael har selv været i utopiernes land, og han fortæller Thomas More om sine oplevelser i anden del af bogen. Her får vi en udførlig beskrivelse af, hvordan dette fremmede land er bygget op, og hvordan de forskellige funktioner i samfundet er indrettet og fungerer.

Utopia er vigtig af flere årsager. For det første introducerer den utopi-genren, som i det 20. århundrede bliver erstattet af det, vi kender bedre i dag: nemlig dystopi-genren. Derudover er det også et interessant værk i forhold til den historiske samfundskritik, hvis man har en nørdet interesse for litteratur og historie. Det var for eksempel kontroversielt, at More beskrev landet Utopia i så positive vendinger, når det utopiske samfund er bygget op uden ejendomsret og pengeøkonomi. Det var altså en stærk kontrast til det engelske 1500-tals samfund.

Jeg synes, at Utopia er en interessant og anderledes læsning. Første del kan være lidt stiv i det, men jeg synes, at anden del råder bod på det. Det er altså ikke en høj spændingskurve, der driver læseren gennem siderne, men snarere en slags nysgerrighed.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Thomas More: Utopia. Gyldendal, 2016 (1516). 180 sider.