Idioten er ikke den første bog om unge studerende på Harvard University i USA, der er udgivet, og den er nok heller ikke den sidste. Det, der gør Idioten anderledes og unik, er, at det er sproget, som bogen udfolder sig omkring, og ikke selve handlingen. Sproget, som viser sig at være det bærende element i fortællingen, der til tider virkede lang og forvirrende.

Historien er sat i 1995, hvor den 18-årige Selin har sit første år på Harvard. Hun er datter af tyrkiske immigranter og ret så uvidende om, hvordan et universitetsliv kommer til at udvikle sig. Hendes uskyld og sociale uvidenhed brænder igennem på alle bogens 438 sider, og det er da også hendes betragtninger af Harvard i bogens første del, som jeg finder allermest underholdende, fx da hun møder sine roommates Angela og Hannah og senere Svetlana, som hun kommer meget tæt på.

Selin veksler mellem de forskellige valgfag, hun skal tage, men da hun starter til russisk, møder hun den ungarske matematikstuderende Ivan. Ivan viser sig at være den person, hun bevidst og ubevidst kommer til at følge resten af historien. De skriver mails til hinanden uden pointe, men med hver deres observationer og meninger om det sprog, der optræder mellem dem. Det er på grund af ham, at hun ender en sommer i Ungarn langt ude på landet for at lære indfødte engelsk, og det er også på grund af ham, at hun mister sin egen retning. Senere i bogen gør hendes veninde Svetlana hende opmærksom på det;

”Svetlana sagde at jeg så mig selv som en robot der kun kunne handle negativt. Hun sagde at jeg havde kyniske idéer om sproget. ’Du tror sproget er et mål i sig selv. Du tror ikke det står for noget. Nej det er ikke at du ikke tror på det – du er ligeglad. For dig er sproget et selvopretholdende system’”

Det er ikke til at undgå at se Batumans fascination af Fjordor Dostojevskij. Ikke udelukkende på grund af titlen, og det at Selin forsøger at lære russisk, men også at det ikke er handlingen, der driver fortællingen, men sproget, hvorpå den bliver fortalt. Selin er meget intellektuel, og der bliver i flæng nævnt den ene forfatter efter den anden, politiske hændelser og en stor viden om alt, som kan studeres. Men det var enormt frustrerende at læse om den her naive unge kvinde, som tilpassede sig alt og alle omkring hende. Jeg fandt bogen for lang, og jeg manglede, at hendes forelskelse i Ivan havde fået mere plads og ikke kun var en række forvirrede møder, e-mails og opkald.

Elif Batuman: Idioten, C & K Forlag, 448 sider, februar 2019