// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sofie Jama: Et andet menneske, et andet liv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sofie Jama: Et andet menneske, et andet liv

Skrevet af den 15. februar 2019 – 07:39Ingen kommentarer

Et andet menneske et andet liv er en roman om identitet, om tab, om at overleve og passe ind. Eller give sig selv lov til ikke at passe ind. Vi følger tre forskellige mennesker: Den unge omskårede kvinde Baraka, som er somalisk flygtning, Esther som er en gammel jødisk kvinde, der har overlevet koncentrationslejren under 2. verdenskrig og Umar som er en teenagedreng, der er flygtet med sin farmor, farfar og lillesøster Sara fra krigen i Syrien. Fælles for dem alle tre er, at de er flygtet fra noget, at de har måtte gøre et nyt land, Danmark, til deres land, og at de kæmper med deres identitet og at høre til.

Baraka er hovedfortælleren, både når det gælder hendes eget liv, når hun fortæller om drengen Umar, som hun møder via sit arbejde i Røde Kors, og når hun fortæller om sin veninde Esther, som hun har mødt på det lokale bibliotek. De tre karakterers livstråde bindes sammen af snørklede og overraskende ender, der til sidst tegner et samlet billede af valg og fravalg, der forener dem.

Både Baraka og Esther forsøger at leve et andet liv, end det, der først blev dem givet. Tvunget af omstændigheder, de ikke selv har kunne gøre noget ved. I den forbindelse tager de også andre identiteter og navne på sig. Det er hjertegribende og giver et indblik i, hvad det er man som menneske skal kæmpe med, når man som flygtning skal falde til i et andet land. Beskrivelsen af Barakas kamp for at opnå sin mors kærlighed er ligeledes hjertegribende, og utroligt indlevende beskrevet.

Forfatteren Sofie Jama har mange store emner med i sin bog. Den handler om omskårede kvinder, om at flygte, at miste sin identitet og at finde en ny, at miste sit barn og måske finde det igen, værnemagere under 2. verdenskrig, at overleve som jøde i en koncentrationslejr, seksualitet, det overnaturlige og okkulte, kærlighed, had, frygtelige overgreb på børn, manglende moderkærlighed, vold, magt, flygtningestrømme, krigen i Syrien, Israel og Palæstinakonflikten, udnyttelse af sagesløse og meget mere.

Sofie Jama skriver godt og har en stil, der gør, at de tre hovedpersoners liv fremstår autentisk og nærmest biografisk. Det virker meget vedkommende og ærligt. Passagerne der beskriver Barakas liv som nomade, naturen og Umars vej som flytning op gennem Europa er meget livagtige. Den måde det hele hænger sammen på i romanen er godt tænkt. Til tider er der passager i bogen med for meget fokus på det seksuelle, hvilket betyder, at de forskellige livshistorier træder lidt i baggrunden. Alt i alt er det en interessant roman, som i sin slutning lægger op til en fortsættelse.

Sofie Jama, Et andet menneske, et andet liv, Politikens Forlag, 320 sider, januar 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.