En lille by ved havet i Essex plages i slutningen af 1800-tallet af et uhyre. Det tager både folk og fæ, og opskræmmer lokalbefolkningen. Samtidig er en kvinde, Cora, lige blevet enke. Hendes mand var en diktator, men nu er hun fri og ikke mindst rig til at efterforske sin helt store interesse: fossiler. Historien om uhyret tiltrækker hende. Kan det måske være en dinosaur, der har overlevet i Nordsøen helt op til vores tid?

Cora bliver hurtigt venner med den lokale præst og hans kone, den brystsyge Stella. Præsten er en oplyst mand, der kalder uhyret for overtro, og forsøger at overbevise sine sognebørn om at lade hysteriet fare. Det er de bestemt ikke til sinds at gøre, for geder dør og børn lider druknedøden, og det må jo have en mørk årsag?

Byens børn forsøger sig med gammel-kone magi, mens andre vil skræmme dyret væk. Alle har en mening, både byens borgere og Coras autistiske søn, hendes socialistiske tjenestepige Martha og to London-læger, der har hver deres personlige grund til at interessere sig for Cora og hendes husstand.

Uhyret i Essex er en fremragende historie med et usædvanligt nuanceret og interessant persongalleri. Dertil kommer masser af indsigt i Victoria-tiden. Personerne får virkelig lov til at leve uden at forfalde til stereotyper eller endimensionelle karakterer. Hver især spiller de en rolle i historien, med deres sorger og glæder, deres dyder og fejl. Cora er et stærkt kvindeportræt, en kvinde der har fået muligheden for at gøre som hun vil, klæde sig som hun vil, men alligevel må erkende at hun ligesom alle andre er bundet af sine følelser for andre mennesker.

Derudover kommer vi vidt omkring i Victoriatidens England, som har flere facetter end vi normalt tror. Fra lægevidenskabens fremskridt til overtroen på landet. Fra overklassens rigdom til slumbyggerierne i London.

Det kunne være en traditionel fortælling om tro versus videnskab, men Uhyret i Essex er meget bedre end det. Det handler om tro og videnskab, hvordan de supplerer hinanden og hvor de hver især kommer til kort. Uhyret er bare drivkraften i denne udforskning, i virkeligheden behøver vi det kun for at sætte spørgsmålstegn ved vores vante tankemønstre.

Men. For der er et men. Der er noget galt med sproget flere steder. Jeg er ikke kvalificeret til at udtale mig om, hvorvidt det er Perrys prosa, der skrider lidt eller om det er oversættelsen. Men Uhyret i Essex er godt nok kluntet skrevet sine steder – og hvor er det bare ærgerligt, for det trækker altså voldsomt ned.

Sarah Perry: Uhyret i Essex. 432 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Vibeke Houstrup, 2018.