Bøger, der i dagene omkring udgivelsen får meget omtale i medierne, risikerer tit at skuffe når man først får dem læst. For de mest saftige afsløringer har man ofte læst i avisernes omtaler, der tit er skarpvinklet på forfatterens overordnede pointe i bogen.

Kurt Lassens biografi om Caroline Wozniacki, ”Miss Sunshine”, fik netop stor opmærksomhed i dagene omkring udgivelsen. Fokus var naturligvis på tenniskometens far, Piotr, der på særdeles udansk manér har gjort meget for at hjælpe Caroline frem til den placering i verdensranglistens top 5, som hun indtager i dag.

Kurt Lassen forsøger at føre bevis for, at Piotr Wozniacki har pacet datteren frem på en måde som hun ikke selv nødvendigvis har villet og at han har tappet det danske idrætssystem for så mange ressourcer som overhovedet muligt. I lille jantelovs-Danmark er det naturligvis en god historie, som bekræfter alle de fordomme som mange sikkert allerede havde omkring den ambitiøse tennisfamilie.

Når man læser ”Miss Sunshine” finder man hurtigt ud af at Kurt Lassen ikke formår at løfte ”bevisbyrden” og mejsle datterens modvilje mod faderens projekt om at hun skal være verdens bedste tennisspiller ud i sten.

Tværtimod fremstår det som om familien Wozniacki er total i harmoni omkring projektet og ikke en eneste gang kommer der ”beviser” på bordet, der antyder, at Caroline egentlig bare ville spille tennis på et mere normalt niveau.

Til gengæld stilles der berettiget spørgsmålstegn ved om det fornuftige i at have sin far som træner og om selvlærte Piotr’s træningsmetoder nu også er de rette. Denne kritik rejses ikke overraskende af trænere, der tidligere har været tilknyttet Wozniacki-projektet.

Wozniacki-familien har ikke ønsket at medvirke i bogen, og det er meget normalt i denne slags ikke helt rosenrøde hyldestportrætbøger. Men det gør bestemt heller ikke noget. Det betyder bare at forfatteren skal gøre ekstra meget ud af at opstøve kilder og få gode historier bekræftet fra flere sider. Her halter ”Miss Sunshine” lidt, da den læner sig meget op af en lille håndfuld kilder, der for de flestes vedkommende er tidligere trænere for Caroline. Man kommer derfor aldrig rigtig helt under den glatpolerede Wozniacki-facade.

Som far til en 4-årig kan man faktisk ikke undgå at sidde tilbage med en lille smule fascination af Wozniacki-familien. For hvis vi lægger janteloven på hylden og antager at pigebarnet selv er med på vognen 100 procent, så er det s.. meget godt gået fra hun som seksårig skød bolde op af en mur på tennisbanerne i Køge til hun sidste år stod i finalen i US Open. Det viser noget om hvor langt man kan komme hvis man har sin familie bag sig 100 procent.

Bogen kan sagtens læses selv om man ikke er tennisfanatiker, da den giver et godt billede af en vor tids største danske sportskvinder, som bestemt ikke har toppet endnu.

Kurt Lassen. Miss Sunshine. Bogkompagniet 2010. 236 sider.