// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » James Baldwin: Giovannis værelse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » klassiker, Roman

James Baldwin: Giovannis værelse

Skrevet af den 12. februar 2019 – 08:24Ingen kommentarer

Gyldendals Skala-serie består af bøger, der aldrig har opnået den klassikerstatus, de fortjener. Derfor føles det altid ekstra spændende at se, hvilken bog der bliver valgt som den næste i serien. Indtil videre består serien af interessante kvindelige forfattere som Sylvia Plath, Joan Didion og Marguerite Duras, og kun få mænd har fået en plads. Seriens redaktører siger, at fordi der allerede er flere mænd end kvinder, der har opnået klassikerstatus, er det primært de oversete værker, der bliver valgt. Den homoseksuelle afroamerikaner James Baldwins Giovannis værelse var derfor en virkelig interessant bog at gå i gang med. Og efter at have læst den finder jeg det meget naturligt, at den nu er en del af Skala-serien.

Amerikaneren David driver rundt i 1950’ernes Paris, efter at han midlertidig er blevet efterladt af sin kæreste, Hella, der er rejst alene til Spanien for at have tid til at tænke over Davids nylige frieri. David er rastløs og i tvivl om, hvad han egentlig vil, og fordriver derfor tiden med at gå ud. En sen aften i byen render han ind bartenderen Giovanni og bliver med et betaget af den flotte mand. Det er ikke første gang, David har følt sig tiltrukket af en mand, og snart bliver de begge så draget af hinanden, at begæret er synligt for alle omkring dem.

Kort tid efter flytter David ind på Giovannis værelse og har et stormomsust kærlighedsforhold til ham. Et forhold der virker så rigtig, men som også er forbundet med utrolig meget skam. Det er ikke normalt i Amerika for to mænd at være i forhold, og tre måneder efter da Hella vender tilbage, er David nødt til at vælge mellem de to. Giovanni, som er hans store kærlighed og kilden til hans begær, eller Hella, som er den han må vælge, hvis han vil hjem til Amerika igen og leve et respektabelt liv.

James Baldwin skrev Giovannis værelse, da han var bosat i Paris for at undslippe racisme og homofobi i 1950’ernes Amerika. Da bogen handlede om to hvide mænds kærlighedsforhold, chokerede det hans amerikanske forlag så meget, at de rådede Baldwin til at brænde bogen. Heldigvis tog Baldwin ikke rådet bogstaveligt, og vi kan i dag nyde godt af denne fremragende bog om stor kærlighed og vildt begær. Giovannis værelse er skrevet så medrivende, at følelsen af det uundgåelige valg, smerten ved det og skammen over det kan mærkes af alle, der læser bogen. Jeg nød hvert i hvert fald hvert eneste ord.

James Baldwin: Giovannis værelse, Forlaget Gyldendal, 230 sider, januar 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.