Robert Johnson er en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige blues-musikere i historien. Eller rettere: han var en af de mest betydningsfulde. Hans indflydelse på senere og endda nutidige kunstnere er helt uhørt – selvom han kun blev 27 år. I 2010 placerede Rolling Stone Magazine ham endda som nummer fem på listen over alle tiders største guitarister.

Men det er et udtryk på engelsk: greatest. Der står ikke best. For det ville være noget forfærdeligt sludder. Han var muligvis ikke engang nummer fem på kategorien over de bedste guitarister på sin tid. Men som en af de greatest – de største – har han i den grad en plads.

Hvis du synes, du kender navnet Robert Johnson, så er det fordi, der er lavet masser af historier om ham – selvom han døde tilbage i 1938, angiveligt af alkoholforgiftning. Ud over nogle særdeles lækre bøger, så kunne filmen ”Crossroads” fra 1986 fortælle om en mands pagt med djævelen for at opnå et unikt talent. Og netop talentet er også det centrale punkt i J.M. Dupont’s tekst.

”Love in Vain” er opkaldt efter én af Robert Johnson egne få komponerede sange og er en glimrende beskrivelse af både mandens egne kvaler samt lidelserne fra de omkring ham, der kastede deres kærlighed enten på ham selv eller på hans musik. I alt nåede Johnson at indspille 29 sange, hvoraf de syv var hans egne, men i sin samtid nåede han aldrig den anerkendelse, han siden har fået.

Jeg har selv alle hans optagelser, og der er overhovedet ingen tvivl om, at der er tale om en helt unik autensitet og et helt særligt naturligt talent. Du kan sagtens høre dygtige musikere, hvor du kan anerkende deres talenter og evner, men når jeg hører Johnson, får jeg fornemmelsen af, at der ikke engang er tale om særlige evner. Han er country blues. Han levede det. Han åndede det. Han behøvede nok ikke engang at stramme sig an. Eller – som de delikate rygter forlyder – så havde han vitterligt indgået en pagt med djævelen.

Ingen tvivl om, at hans historie er helt fantastisk. Den kan du nyde. Teksten i bogen er ikke genial. Den mangler indlevelse og er for reflekterende. På den måde støtter den ikke op om det drømmeagtige og ikoniske billede, historien tegner om en mand af Johnsons kaliber. Til gengæld er tegningerne helt igennem fabelagtige. Bogen er holdt i sort-hvid, hvilket faktisk betyder, at datidens store skel mellem sorte og hvide bliver mere udvisket. Det er et genialt træk, hvor det holder fokus på denne bogs fortælling om en mand og hans dans med blues-musikken.

Jeg nød bogen – mest på grund af illustrationerne og historien, og fordi fortællingen om Robert Johnson bare generelt er fantastisk. Jeg får lyst til at lytte til ham igen. Og så er målet vel nået.

J.M. Dupont og Mezzo: ”Love in Vain”, Forlaget Fahrenheit, 80 sider, oktober 2018