I den korte roman “Havbrevene” leger den anmelderroste forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen med tanken om, hvad Middelhavet og Atlanterhavet ville skrive til hinanden, hvis de havde et sprog. Det er der blevet en tankevækkende og poetisk, men desværre også en meget fortænkt bog med et svagt fagligt fundament ud af.

I bogen skriver de to have, M og A, breve til hinanden om universet, landjorden, klimaforandringerne og deres dybe fortørnelse over både forureningen og den stigende flygtningestrøm. Sidstnævnte forfærder især Middelhavet, der ikke længere blot er et smukt og uskyldsrent hav, som glæder de badende “kryb”, som er havenes ord for mennesker. Nu er det også blevet en gravplads for de mange flygtninge, der drukner i det, når de prøver at krydse det brusende hav i håbet om at få et bedre liv i Europa.

I et af brevene skriver Middelhavet til sin storesøster Atlanterhavet om de massive flygtningestrømme, som synker ned i hende:

“Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk.”

Atlanterhavet beskrives som en brøsig, ældre dame, der er har givet helt op i forhold til landjorden og livet på den. Hun ligger og betragter universet, og har kun blik for kosmos.

“Jeg har længe følt en ligegyldighed over for livet på land. Jeg væmmes ved krybene som ved synet af et blottet organ, de giver mig kvalme. Sådan har jeg det forresten med alle pattedyr, lutter fedtet pels og væskende kirtler, summen af vores fejl. -Atlanterhavet.”

Havenes dybeste ønske er, at blive forenet, og blive til ét stort samlet hav, som de var før landjorden skilte dem ad. Så selvom de på den ene side er trætte af krybene og deres forurening, er de forunderligt nok også glade for den klimaforandring, der får vandstanden til at stige, og dermed kan forene havene igen – helt som de ønsker det. Deres indædte had er forstemmende. Deres plan om at oversvømme jorden er måske utopisk set fra havenes synspunkt – men dystopisk set fra menneskenes. Derfor har man som læser svært ved at føle fuld sympati for havene, selvom vi naturligvis forstår deres frustration og smerte over udviklingen.

Jeg irriteres over at bogen, der foregiver at have faktuel viden om havenes og kontinenternes udvikling, bygger på et så lille og til tider forkert faktuelt grundlag. For det første hænger alle have faktisk sammen den dag i dag – og landjorden er blot øer i havet. For det andet undrer jeg mig over, at det kun er Middelhavet, der skriver om de druknende flygtningestrømme, når Atlanterhavet har oplevet og stadig oplever uhyggeligt mange flygtningestrømme og druknede. Men måske har det gamle Atlanterhav bare set for mange grusomheder, og simpelthen resigneret? Det er ikke rigtigt til at blive klog på.

Bogen er både en dystopisk, omvendt skabelslesberetning og en kærlighedserklæring til moder natur. Men den vil alt for meget på for lidt plads, og så misforstår den præmissen for det, der tilsyneladende er dens budskab.

Bogen er illustreret med originale grafiske tryk af billedkunstneren og illustratoren Dorthe Naomi. Hendes grafiske tryk kredser mellem en sammensmeltning mellem menneske og natur i et foruroligende rum mellem symmetri og kaos. Derfor er hendes værker meget velvalgte, og bogens forside er meget smuk.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er født i 1980 og debuterede i 2016 med romanen “Ø”, og blev året efter udvalgt til at repræsentere Danmark ved den internationale First Novel Festival i Budapest.

Siri Ranv Hjelm Jacobsen: Havbrevene, Lindhardt og Ringhof, illustreret af Dorthe Naomi, 64 sider, december 2018.