I mange år var hun nærmest indbegrebet af en dansk forsvarsadvokat. Den distingverede Merethe Stagetorn, der med affekteret stemmeføring og den karakteristiske perlehalskæde forsvarede selv de mest hærdede kriminelle. Hun døde tidligere i år, men i 2014 fortalte hun om sit liv til Birgitte Wulff.

Det kom der en letlæst og delvist ligegyldig bog ud af. En sludder for en sladder om Stagetorns barndom, ungdom og voksenliv krydret med lommefilosofiske betragtninger, men ikke mere dybe refleksioner over det at forsvare mordere og andre skumle typer.

Kollegaen Michel Juul Eriksen skrev tidligere i år en bog med skarpt fokus på de retssager han havde været med i og nogle af de mere principielle juridiske overvejelser, som havde været forbundet med dem. Det gør Stagetorn ikke. Det er en bog om Stagetorns liv, barndom, karriere og privatliv. Kun to af sine sager kommer Stagetorn bare tilnærmelsesvis en lille smule ind på. Det er retssagerne mod Tvind-imperiet og storforbryderen ”Store A”. Både personerne fra Tvind-ledelsen og bandelederen skriver Stagetorn uhyre positivt om og hun gik ligefrem ind i Tvinds bestyrelse.

Bogen har formentlig solgt godt og bliver sikkert også stadig plukket ned fra hylderne på biblioteker landet over. Det gjorde jeg i hvert fald. For Merethe Stagetorn var en spændende og lidt mystisk kvinde, som vi er mange, der gerne ville være lidt klogere på. Det bliver vi i denne bog. Ingen tvivl om det. Men for os, der også gerne ville have haft erindringer, anekdoter og refleksioner fra hendes mange timer i danske retssale, så er der intet at få. Og det er i grunden mærkeligt, for her burde være nok at dele ud af. I stedet får vi en meget selvcentreret fortælling.

Merethe Stagetorn: Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre. People’ Press, 2014. 198 sider.