I gamle dag blev politiske selvbiografier og portrætbøger ofte først skrevet når hovedpersonen var pensioneret. Sådan er det langt fra i dag. Nu bliver stadig flere politikere portrætteret længe før de er stoppet i politik. En af dem er SF’s nuværende formand Pia Olsen Dyhr, som journalisten Thomas Larsen har interviewet og skrevet om.

Interviewet og skrevet om. Ordet interviewet er værd at hæfte sig ved. For her er mere tale om en interviewbog end om et portræt. Det er nemlig meget småt med andre mundtlige kilder end Pia Olsen Dyhr. Det er Pia der fortæller sin livshistorie og ikke Thomas Larsen der med kritisk sans studerer Pia Olsens Dyhr og beskriver hende med afsæt i en lang række kilder.

Hvis man accepterer præmissen om det her primært er Pia Olsen Dyhr, der fortæller sin livshistorie og hvordan hun har oplevet ting, så får man faktisk en meget fornuftig bog. Den løfter en meget stor del af sløret for Pia Olsen Dyhrs barske opvækst. Ja, den lægger faktisk det hele frem på bordet. På en afbalanceret måde, hvor vi som læser ikke skal sidde og græde snot over det. Det var sådan det var, og det er noget af den bagage hun har med. Og sådan er det.

Bogen fortæller også om Dyhrs ungdom med en sælsom blanding af kristendom og socialistisk ungdomspolitik. Der springes lige lovlig hurtigt frem og tilbage mellem årene i ungdommen og de tidlige voksenår. Og pludselig står vi omkring årtusindskiftet uden helt at have fået historien om Pia Olsen Dyhrs liv og politiske arbejde i 1990’erne.

SF’s kaotiske regeringsdeltagelse fra 2011 til 2014 og forløbet op til fylder særdeles meget. Ikke overraskende. Her får vi Pia Olsen Dyhrs udlægning af de begivenheder, som allerede er blevet beskrevet fra flere andre sider. Og det er altid interessant at høre hvordan en af de centrale aktører oplevede tingene. Pia Olsen Dyhr ligger ikke fingre imellem i sin kritik af daværende SF-leder Villy Søvndal samt Socialdemokratiets daværende formand Helle Thorning-Schmidt og daværende formand for de radikale Margrethe Vestager. Befriende at hun taler ud af posen – og på samme tid formår at erkende, at hun også selv tog fejl flere gange. Eksempelvis ikke lyttede nok til baglandet.

Efter SF’s regeringsexit påtog Pia Olsen Dyhr sig at genrejse SF. En opgave hun gik til med krum hals og i bogen gør status over. Bogen slutter af med nogle lidt underlige ”valgoplæg”, hvor Olsen Dyhr ganske ligefrem fremlægger partiets politik på en række konkrete områder. Men med et folketingsvalg inden for de næste mindre end seks måneder er der ikke noget fordækt i at SF-formanden gerne vil bruge bogen til at vise, at partiet er på rette vej og vise hvilken politisk kurs man styrer efter.

Dette er en af den slags politikerbiografier, som man er nødt til at læse, hvis man følger bare en smule med i dansk politik. Vi får både historien om mennesket bag en af vor tids mest markante politikere, som – hvis det står til hende selv – bliver minister igen en dag, og historien om SF’s nedsmeltning og igangværende genrejsning. Så en god blanding af personhistorie og nyere partihistorie. Historien om SF og regeringsmagten er fortalt flere gange tidligere og vil blive fortalt mange gange endnu. Men her får vi den fortalt af en af dem, der var allertættest på begivenhederne. Og det gør den til pligtlæsning.

Thomas Larsen: Pia Olsen Dyhr – mønsterbrud og opbrud. Gyldendal, 2018. 352 sider.