50 værker: Højdepunkter i verdenslitteraturen
Lad mig med det samme slå fast, at jeg er begejstret for dette værk! 50 højdepunkter i verdenslitteraturen præsenteres med respekt og glæde for litteraturen og i et sprog, så alle mere eller mindre kan være med. Teksterne er skrevet af en længere række af lektorer, professorer, journalister m.m. der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med litteratur.
Hvordan vælger man lige præcis de 50 vigtigste værker fra verdenslitteraturen? Det må være både let og svært. Let fordi der findes så mange gode udgivelser, og svært fordi andre skal vælges fra. I forordet skriver redaktørerne blandt andet: “Vi har taget nogle af de bedste og vigtigste bøger ud af verdenslitteraturens nærmest uendelige bibliotek og dermed gjort det hele lidt mere overskueligt. Ved at gøre det har vi samtidig erklæret vores kærlighed, ikke bare til de 50 værker, der fortælles om i bogen, men til litteraturen. Fordi litteraturen betyder noget.”
Værkerne i bogen spænder fra Homers Odysséen til Tusind og én nat. Og fra Sapphos digte til Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Og fra Virginia Wools Mrs. Dalloway over Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe til J.K. Rowlings Harry Potter. Værkerne spænder vidt over landegrænser, over tid og over temaer. Når det er sagt er det gennemgående, at de handler om de store temaer. Om det der på tværs af tid og grænser er alment og relevant for os alle – det der gør en klassiker til en klassiker. Det er emner som krig og kærlighed, sorg og ulykke og liv og død.
I efterskriftet diskuterer redaktørerne begrebet litterær klassiker. Et af deres bud på en litterær klassiker er “et værk, der har sat dybe spor i litteraturhistorien.” Et andet bud er at “en klassiker er en bog. du elsker. Litteratur lever kun, hvis den bliver læst og genlæst.” De nævner også, at en klassiker over tid kan miste sin stjernestatus, fordi man ud fra normer og ideer afgør, hvad der er stor litteratur. Og dermed vil svaret også kunne ændre sig, hvis man spørger nogle andre et andet sted eller i en anden tid.
Om det er de rette 50 værker, der er udvalgt, vil jeg ikke kloge mig på. Godt nok har jeg læst meget, men der er også en ikke ubetydelig del af verdenslitteraturen, jeg endnu har til gode. Men det er i hvert fald meget forskellige bud på store læseoplevelser, der er udvalgt, så mon ikke, der noget for enhver smag at fordybe sig i. I det hele tager er pointen, at der ikke findes et enkelt endegyldigt svar på, hvilke 50 værker, der er de vigtigste i verdenslitteraturen. Litteratur er litteratur. Og ikke matematik.
I forordet slutter redaktørerne af med at skrive, at de håber at artiklerne giver læserne lyst til at læse flere bøger. Og jeg kan med det samme afsløre, at det gør artiklerne! Også i den grad. Jeg er især blevet nysgerrig på vores egen danske forfatter Inger Christensen og har været på biblioteket efter Alfabet og vist gavlmaleriet (et kæmpe gavlmaleri, der gengiver en del af digtet fra Alfabet) på Nørrebro frem til min veninde. Og jeg har været med min mand til en særlig udstilling om Gilgamesh på British Museum i London. Serviceoplysning: Hotel Pro Forma sætter en forestilling op på Glyptoteket senere i april 2019.
Så bogen virker! Man får lyst til at læse mere om de enkelte nævnte værker i samlingen. Bliver nysgerrig på forfattere, på genrer, på de konkrete fortællinger, men faktisk også nysgerrig på verdenshistorien og på det helt banale: det at være menneske. 50 værker – Højdepunkter i verdenslitteraturen får mine varmeste anbefalinger! Til dig der i forvejen læser meget og til dig der gerne vil i gang, men ikke aner, hvor du skal starte. God læselyst, man kan slet ikke lade være.
En oplagt gaveidé til alle litteraturelskere!
I samme er serie er følgende værker udkommet: Højdepunkter i teknologien, Højdepunkter i verdenshistorien, Højdepunkter i arkæologien, Højdepunkter i teknologien, 50 ideer der ændrede verden og Højdepunkter i naturvidenskaben. Højdepunkter i verdenshistorien er anmeldt af vores historieinteresserede Morten.
50 værker, Højdepunkter i verdenslitteraturen, Redigeret af Jakob Ladegaard, Dan Ringgaard og Mads Rosendahl Thomsen, Aarhus Universitetsforlag, Oktober 2018, 346 sider.