Klimaforandringer bliver i stigende grad brugt som temaer for diverse bøger, og det er ikke så underligt. Når en ting sker så tydeligt for øjnene af os og med så uomtvistelige beviser og hårde konsekvenser, så kommer det ganske tæt på den virkelighed, vi bevæger os i.

Krimier er også glimrende værktøjer for at lufte forskellige konspirationsteorier om klimaforandringer. For der er naturligvis visse organisationer, samfund og virksomhedstyper, der kan have en økonomisk fortjeneste ved ikke at fremskynde de processer, der spiller op imod, at klimaforandringer er menneskeskabt. Et land som Polen har eksempelvis en meget stor kulindustri, og det betyder, at selvom de naturligvis ikke benægter, at klimaforandringer finder sted, så kan det være mere vanskeligt for dem at omlægge hele deres energiproduktion til vind eller sol, da det på den korte bane vil betyde en øget arbejdsløshed. Og så videre.

Men mens ”Glasnøglen” såmænd er glimrende skrevet og har både troværdige og meget danske antihelte i hovedrollerne, så er bogen også et eksempel på, at en eller anden meget tidligt i denne proces burde have kastet en hundesnor om halsen på Morells pseudonymforfattere og have trukket dem lidt i en mere realistisk retning.

Historien udvikler sig simpelthen så vanvittigt, at jeg ikke i mit nærområde kan finde supermarkeder nok til at dække det voldsomme behov for sølvpapir til den store, skærmende hat, jeg har brug for. Jo, de fleste forfattere har en agenda, og bag ”Glasnøglen” finder du en blanding af venstrefløjens hippier og voldsaktivister i en skøn mikset gryde, der forsøger på bedste vis at illustrere, hvordan kapitalismens helvede nu en gang for alle er trådt over grænsen.

Mens ordene glider ad tungen, så er handlingen simpelthen så langt ude, at det bliver helt umuligt at tage alvorligt. Og det er både synd og en meget farlig miksture. Jeg har det faktisk lidt, ligesom dengang jeg læste ”Smillas fornemmelse for sne”. Mens figurerne langsomt æder sig ind på dig, og ordene opsluger dig, så kommer du længere og længere ind i en handling, der kun efterlader mig med et spørgsmål: Hvor meget har de her mennesker røget for selv at finde på den her fortælling?

Det sker ofte, at journalister og forfattere alt for længe bevæger sig i deres eget lukkede univers. De sidder og taler hinanden efter munden, læser de samme kilder, indhenter viden fra de samme steder og fuldstændig mister evnen til at perspektivere. Sådan føler jeg, at forfatterne bag ”Glasnøglen” har arbejdet. Og det er ærgerligt. For jeg føler, jeg har spildt min tid. Og jeg har lært absolut intet.

Alex Karl Morell: ”Glasnøglen”, Forlaget Bindslev, 324 sider, September 2018