Leif Davidsen er den danske spændingsromans grand old man. Han er også en kompetent journalist og udenrigskorrespondent, så hvad er mere naturligt end en spændingsorienteret novellesamling, der foregår forskellige steder i verden?

I ti noveller kommer vi (næsten) verden rundt. Moskva, Påskeøerne, Hawaii, Vietnam, Solkysten og København er bare nogle af de steder, vi bevæger os igennem i en novellesamling, hvor den røde tråd er mennesker, der under stort pres kaster sig ud i desperate gerninger.

En mand oplever solformørkelsen i en lille flække i Idaho, og viser sig at besidde sin egen formørkelse. I en anden novelle er en maler træt af livet, og i en tredje skjuler en mand sig i et hotel i Paris, kun for at måtte sande, at fortiden indhenter både ham selv og det noget bedagede hotel på overraskende vis.

Novellerne må vel også kaldes spændingsnoveller, i det mindste så langt at de alle (pånær én, svag undtagelse) indeholder elementer som vold, svindel eller anden kriminalitet. Menneskerne er hver især presset til det yderste af deres formåen, og ikke alle bærer det ligegodt – om end nogle af personerne møder de mørke sider som offer, ikke som gerningsmænd.

Hovedparten af novellerne er ganske glimrende, eksempelvis titelnovellen, der foregår i Moskva eller den afsluttende novelle, der burde indgå i pensum på alle kurser i anger-manegement og på kurser for folk, der skal genvinde kørekortet efter hasarderet kørsel. Også den første novelle har et overraskende twist, der fik mig ud på kanten af stolen.

Andre af novellerne er lidt mere fade i det, ikke mindst fordi sproget bliver lidt omstændeligt og fordi jeg ikke fandt plottet troværdige eller voldselementerne så interessante. Det ærgrer mig lidt, for Davidsen kan jo godt, og Tag ikke mod en pølse… har så fine takter, at det er ærgerligt at man ikke har skåret de svageste noveller ud.

Leif Davidsen: Tag ikke imod en pølse i Moskva. 282 sider, Lindhardt og Ringhof. 2018