// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ida Jessen: Telefon
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Ida Jessen: Telefon

Skrevet af den 11. december 2018 – 10:30Ingen kommentarer

Jessens roman “Telefon” er med rette blevet kåret til en af årets bedste bøger flere steder. Med Herman Bangsk format tematiserer bogen det moderne menneskes ensomhed i al sin grusomhed. Der er opløsning, fortvivlelse, vrede, savn, svigt, sorg, druk, gråd og perversioner. Men fremfor alt er der mangel på nærvær. En isnende og altoverskyggende mangel på nærvær.

Vi kender bogens hovedperson, præsten Lisa, fra romanerne “Den der lyver”, “Det første jeg tænker på” og “Børnene”. “Telefon” er en selvstændig fortsættelse, og kan sagtens læses uden at man læst de tre foregående. Dog spindes der en fin ende til de øvrige bind her i den fjerde bog.

I “Telefon” er Lisa flyttet fra den fiktive Limfjordsby Hvium, og bor nu i København sammen med sin mand og datteren Dafne. Det er 15 år siden, at hendes 7-årige søn blev dræbt af en flugtbilist. Lisa arbejder nu som frivillig på en unavngiven telefontjeneste nær Rådhuspladsen.

Bogen er bygget op omkring de telefonsamtaler, som Lisa fører med de mange desperate og ulykkelige mennesker, der anonymt ringer ind til tjenesten i et sidste desperat forsøg på at få lettet deres hjerte. I et sidste fortvivlet forsøg på at blive hørt. Som præst har Lisa en særlig evne til at lytte, og hun kan høre på folks stemmer, hvem de er, hvordan de har det, og om de sidder eller ligger ned. Sublimt tegner Jessen et skarpt øjebliksportræt af de personer, som Lisa får i røret, udelukkende gennem det, de selv fortæller – eller rettere det, som Lisa hører mellem linjerne.

I forstemmende fragmenter hører vi stemmerne fra blandt andre den alkoholiske mormor, der ikke må se sit barnebarn, fra manden, der har overpisset hele sit gulv, fra kvinden, der ringer gentagne gange fra et fængsel og siger, at hun skal dø, og fra kvinden, der ringer og siger, at hun vil begå selvmord.

Vi præsenteres med andre ord for et helt kor af anonyme, desperate råb om hjælp og længsel efter nærhed. Det er fremragende og stærkt. Men da Lisa pludselig får en kvinde i røret, som hun kender fra fortiden, bemærker vi, at Lisa også har en tavs stemme, en sorg, der ikke er blevet hørt. At hun selv bærer rundt på et gigantisk, indestængt sorgfuldt skrig.

Langsomt afdækkes de to personers fortid, i en flere timers lang samtale. Der kommer nye oplysninger om den sorgfulde tragedie, som Lisa oplevede for 15 år siden da hun mistede sin søn. Mere skal der ikke afsløres her. Men fortid og nutid flettes raffineret sammen i en moderne skæbnefortælling.

Tonen i bogen er nøgtern og usentimental, og står i skærende kontrast til den sorg og det savn, som de anonyme stemmer giver udtryk for. Den understreger på raffineret vis, den afstand, som det såkaldt civilserede samfund, lægger til alle de mennesker, der på ulykkelig vis har mistet fodfæstet eller afviger fra samfundets normer. Eller har følelser, der ikke passer ind nogen steder. Bogens titel, Telefon, referer også til den distance, som der lægges til samfundets anonyme, tavse stemmer, som ikke høres.

Det er barskt og bevægende, og får i den grad læseren til at reflektere over, hvad nærhed er. Og om vi ikke længe nok har overhørt og marginaliseret tabuiserede emner som sorg, angst og ensomhed. Stille, anonyme eksistenser, der får et øjebliks tiltrængt taletid. Men til hvilken nytte? Sublim eksistentialisme i verdensklasse.

Ida Jessen, Telefon, Gyldendal, 2018, 168 sider.