Når man er lille, ved man ingenting, og når man bliver voksen, er der ting, man helst ikke vil vide. Det er kloge ord fra et barn. Og den slags betragtninger er der heldigvis mange af i Hugo Hamiltons Hjemve.

Hjemve er en erindringsroman om drengen Johannes, der vokser op i Dublin i 1950érne og -60érne i en familie med en voksende søskendeflok, og en irsk far og en tysk mor. Det er skildringen af hvordan man som barn oplever at være fanget mellem flere kulturer, flere sprog og følelsen af ikke for alvor at høre til nogen steder – hverken i drengeflokken i skolen eller i barndomshjemmet.

Johannes mor taler tysk, hans far taler gælisk og udenfor hjemmet taler de fleste andre engelsk. Johannes far accepterer kun, at der tales gælisk, og glemmer man det, er faren ikke længe om at finde en passende straf. I hjemmet udsættes Johannes jævnligt for faderens vold og trusler, mens moderen løser konflikter ved at skabe hygge med hjemmebagt kage og indkøb af nye sko. Og i skolen bliver han mobbet af de andre drenge. Det er kort sagt ikke syndeligt nemt at være Johannes.

Hjemve er stærk fortælling om en til tider barsk opvækst, og netop derfor var jeg mæt på indtryk inden bogen var læst færdig. Bogen er velskrevet og troværdig, og man kan ikke undgå at komme til at holde af Johannes og hans skønne børnelogiske syn på verden. Johannes som ved, at evigheden ligger længere væk end fremtiden.

Hugo Hamilton (f.1953) er irsk journalist og forfatter. Han debuterede i 1990 med Surrogate City og har siden skrevet en række romaner om både Tyskland og Irland. Han er søn af en tysk mor og er irsk far. Han bor i Dublin. Du kan læse mere om ham og hans bøger på hans hjemmeside.

Hugo Hamilton, Hjemve, Turbine, 330 sider, Marts 2010, Oversat fra engelsk af Bente Kastberg.