Robert Galbraith – bedre kendt som J.K. Rowling, forfatteren bag Harry Potter-bøgerne – er på banen med sin 4. krimi om privatdetektiven Cormoran Strike og hans tidligere assistent og partner Robin Ellacott. Denne gang strækker handlingen sig over næsten 700 sider, så det er en ordentlig mundfuld. Men heldigvis er det også noget af en lækkerbisken at få mellem hænderne.

Det er en velfortalt historie, og plottet udspiller sig dynamisk og ganske enkelt drønspændende. Så det er en fornøjelse, og selvfølgelig en roman, der vil ligge under mange juletræer.

Vores hovedperson, Cormoran Strike, konfronteres en dag af en forvirret og lettere sindssyg ung mand, der påstår at have overværet mordet på en lille pige, da han var barn. Billy, hedder han, og desværre for Strike så forsvinder han. Strike kan ikke slippe historien. Den bider og irriterer, og på trods af et spinkelt grundlag, kaster han sig ud i efterforskningen. Det tæller for ham, at han parallelt med sagen om den lille pige, har en sag med lighedspunkter. Mordgåden har afsæt i en afpresning af kulturministeren Jasper Chiswell, som tilhører den engelske overklasse. Billys opvækst og liv er viklet ind Chiswells, og det giver afsæt for en både krads og sort humoristisk beskrivelse af forskellene mellem høj og lav i det engelske klassesamfund.

Hen mod slutningen stiger kompleksiteten, og der går lidt megen parterapeutiske øvelser og samtaler om kærlighed i den. Men det opvejes af plottet, den sproglige elegance og miljøbeskrivelserne af både slum og overklassens ekstravagante luksus. Fans af de første tre romaner om Cormoran og Robin kan roligt gå i gang med denne nummer fire.

Den hvide død, Robert Galbraith. Gyldendal. 672 sider. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt