Det er muligt, at der er nogle ligheder mellem de ydre rammer med Knausgårds Min kamp i denne beretning om en norsk mands overvejelser efter sin fars død, men det forbliver også ved de overfladiske sammenfald.

Vi mødes af mange interessante tanker efter jegets fars bortgang, som følger kort efter moderens død. Det står ikke direkte i teksten, men hendes død er forbundet med hendes rygning, og så kan man jo drage sine egne konklusioner. Man fornemmer en vrede gemt i teksten. Men hvem er jeget egentligt vred på? På sine forældre? På Gud? På sig selv? Der er helt klart frustrationer over en svigtet barndom, frustrationer over at blive forladt ved deres død og frustrationer over ikke at finde svar i Biblen som teenager.

Fra ensomhedens lønkammer søger eksistentielt at få læseren til at reflektere. Hvad er ægte, og hvad er meningen? Imens skælder han på sine forældre efter deres død, og han skælder på Gud direkte og indirekte, når han bebrejder sin fars tro for hans distancering. Jeget udtrykker helt igennem fortvivlelse i sin sorg over tabet af begge sine forældre inden for ret kort tid. Selvom han er en voksen mand, så føler han sig hjælpeløs som et lille barn, der er blevet væk fra sin mor og far. I baggrunden lurer Gud og troen, passivt og observerende – på samme måde som jeget husker sin far fra barndommen og ungdommen.

Jeg må indrømme, at Fra ensomhedens lønkammer ikke er min kop te. Tankerne slår nogle spøjse knæk indimellem. Selve ideen til storylinen kan jeg godt lide: En indre og ægte kamp mod frustration og fortvivlelse og følelser i bølgegang hos en outsider, der er bevidst om sin egen figur. Men jeg går lidt død i læsningen undervejs. Nogle steder bliver sætningerne og jegets tanker hurtigt meget ukonkrete og glider ind mellem hinanden. Det ses også et par steder i selve handlingen, hvor jeget beslutter sig for at drukne sine sorger, hvor det så på en måde afspejler jegets forvirring i sproget og stilen. Måske er det denne tendens, som har taget overhånd i bogen, eller måske er det bare sådan, Skoglunds stil er. Og så er der et par korrekturfejl mere, end man kunne håbe.

Umiddelbart er det ikke en bog, jeg vil anbefale, hvis jeg bliver spurgt, men der skal da nok sidde nogle læsere et sted, som vil more sig mere med denne monolog og beretning, end jeg har gjort.

Tommy Skoglund: Fra ensomhedens lønkammer. Forlaget Silkefyret, 2018. 108 sider.