Jeg har med stor spænding ventet på bogen ‘Blå og mørke spor”, som indeholder litografier, tegninger og blåtryk af billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen og digte af forfatteren Naja Marie Aidt. To af dansk kunsts allerstørste talenter samlet i ét værk. Begge fortolker de Ovids Metamorfoser i hvert deres kunstneriske sprog.

Det er helt tydeligt, at Cathrine Raben Davidsen og Naja Marie Aidt befinder sig på en særlig magisk kunstnerisk bølgelængde. Begge kunstnere maner stærke og smukke billeder frem – den ene med sin poetiske pensel – den anden med sin poetiske pen.

Bogen er inddelt i tre afsnit; Mørke Spor, Blå Spor og et meget fint og poetisk efterskrift, der indeholder en brevveksling mellem de to kunstnere.

“Blå og mørke spor” er inspireret af det mytologiske storværk Ovids Metamorfoser, som er Ovids vidunderlige samling af 250 antikke forvandlingsfabler, der blandt andet lærer os om kærlighed og kamp, det heroiske og det idylliske, det grusomme og det sentimentale, det skrækindjagende og det tragiske.

I bogen supplerer Naja Marie Aidts digte og Cathrine Raben Davidsens tegninger hinanden på magisk vis, og folder fablernes fortællinger og temaer ud i hvert deres sprog, og tilfører dem poetisk og kunstnerisk skønhed.

Afsættet for bogens første afsnit “Mørke Spor” er den voldsomme og grufulde historie om Tereus fra Ovids Metamorfoser. Tereus voldtog sin hustrus søster Filomele, og skar hendes tunge ud, så hun ikke kunne fortælle verden om ugerningen. Men guderne, der så overgrebet, straffede Tereus ved at forvandle ham til en hærfugl, hvorimod hans hustru blev forvandlet til en smukt syngende nattergal og den krænkede Filomele til en svale, der frit kan flyve, hvorhen den ønsker.

Naja Marie Aidt har med sine digte skabt en moderne og vedkommende historie om Tereus, som bliver et forstemmende symbol på alle de krænkelser af kvinder, der foregår i dag. En stemme for alle de, der gøres uretfærdigt tavse.

“jeg åbner mine øjne/ jeg ser tværs gennem alt/ jeg ser du lider/ din tunge springer op i din mund/ du anråber din krænker/ en mand bøjer sig/ over din hvidhed/ og det er min mand/ ikke din/ og han spotter os/ og han stjæler fra de gådefulde skatte/ så gør han dig tavs/ men jeg ser også gennem din tavshed/ og der er mørkt og tæt.”

“at blive gjort tavs/ er døden/ at være tavs i livet/ er døden i livet/ og døden i livet/ er kvinders tavshed:/ hun som ikke høres/ ikke spørges/ ikke huskes/ ikke regnes/ hun som trues/ skræmmes/ krænkes/ som du, søster/ dybt i den grønne skov/ der gemmer et krater/ bag svulmende røde læber.”

Rabens vidunderlige tuschtegninger af de fine svævende svaler, de skræmmende hærfugle og de forskudte kroppe og deformiteter virker både middelalderlige og nutidige, og bliver således universelle og fortællende værker med deres helt egen ret – ligesom myterne. Det er både meget smukt og meget uhyggeligt. Og hamrende poetisk.

I bogens efterskrift perspektiveres Tereus’s overgreb på Filomele til nutidens Sverige og USA i et af Naja Marie Aidts breve til Raben Davidsen:

“Mandag. I dag blev Jean-Claude Arnault dømt for voldtægt i Sverige. I sidste uge fulgte jeg høringen her i USA, hvor Christine Blasey Ford fortalte om, hvordan Brett Kavanaugh forsøgte at voldtage hende, mens de begge gik på highschool. Kvinder står frem og fortæller om overgreb, og verden må forandres. Kvinder skal ikke mere bringes til tavshed, som Filomele blev, ikke mere finde sig i overgreb.”

For mig står det uklart, hvilke(n) en af forvandlingsfablerne afsnittet Blå Spor tager afsæt i. Måske flere? Tekster og billeder kredser om mødet mellem menneske og natur, kærlighed og død. I Ovids metamorfoser vender skikkelserne i forvandlingerne også tilbage til naturen. Et tema som begge kunstnere er meget optagede af i dette afsnit.

“Blå og mørke spor” er på mange måder en genial bog, fordi den skaber forbindelser – mellem digte og billeder, mennesker og natur, kærlighed og død, det voldsomme og det sarte. Mellem myte og menneske. Fortid og nutid.

Men det er desværre også en meget forvirrende bog, fordi man først forstår forbindelsen til Ovids Metamorfoser, når man læser efterskriftet – eller har metamorfoserne virkelig present, hvilket de færreste nok har. Værket skal med andre ord læses bagfra og forstås forfra. Og det er virkelig synd.

Men hvis man har tålmodigheden til at fordybe sig i Ovids Metamorfoser, og starter med at læse bogens efterskrift, så er “Blå og mørke spor” intet mindre end genial. Kunst og poesi, der løfter hinanden op til himlens svaler.

Naja Marie Aidt og Cathrine Raben Davidsen: Blå og Mørke Spor, november 2018, Gyldendal, 136 sider, rigt illustreret.