Norske Roskva Koritzinskys fremragende novellesamling “Jeg har endnu ikke set verden”, var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018. Og det forstår man godt. Den unge forfatter tegner et eminent billede af den skrigende skrøbelighed, som bristede illusioner efterlader. Gennem seks knivskarpe og sprogligt stilsikre noveller, præsenteres vi for mænd og kvinder, som ikke magter det sværeste af alt – at finde sig selv og leve et lykkeligt liv. Det er skarpt og klogt og efterlader os med en dyb eftertænksomhed. Magter vi selv kærligheden? Magter vi selv at leve et lykkeligt liv?

I novellen “Fra den anden side” møder vi en ensom, søgende 19-årig balletstuderende. Hendes illusion om at finde det guddommelige, ja meningen med noget, måske livet, igennem dansen, brister da hun forstrækker en sene i låret, dagen før ensemblets juleforestilling. Da hun sidder på tilskuerpladserne møder hun sit store idol, Erika, som danser så smukt, og hviler så meget i sig selv, at det tidligere i novellen har givet vores kulderamte, jeg-fortæller, der frygter mørket, nyt håb.

“Jeg vil ikke beskrive hvordan hun dansede. Jeg har aldrig set nogen danse med sådan et ansigt. Det kunne ikke læres, det var en del af hendes væsen, det var hverken mere enkelt eller mere kompliceret end som så. Det gjorde mig bedrøvet, men også håbefuld. Måske betød det, at jeg også havde noget indeni mig som var ubeskriveligt og dermed umisteligt.”

Jeg-fortælleren bliver næsten besat af Erika, som bliver symbolet på dette “noget”, den unge balletdanserinde søger. Ånd?

“Jeg låste mig inde på mit lejede værelse, og lagde mig på sengen. Billeder flammede op og brændte ud foran mine øjne, og fra asken blomstrede nye billeder frem. Det var hendes ansigt, hendes hænder på bordet, håret som faldt ned over panden. Jeg må have ligget sådan i flere timer og set på de billeder, uden tanke for hvad jeg skulle gøre med dem (…). Jeg troede ikke på gud, alligevel kunne jeg mærke at der fandtes en mur i verden og når jeg lukkede øjnene og lagde kinden ind til den, hørte jeg dæmpede lyde fra den anden side.”

Desværre splintres illusionerne i tusind stykker, da den skadede jeg-fortæller møder Erika, som viser sig at have noget så almindeligt som en familie. Hun er altså fuldstændig menneskelig. Da jeg-fortælleren ser, at Erika har “en helt almindelig mand”, og en lille søn på to år, isner det i hende. Hun føler sig snydt, og balletens magi er brast. Hun rejser væk og kommer ikke tilbage.

I “En enkelt rynke i panden”, forsvinder et kuld hundehvalpe på mystisk og uhyggelig vis fra et hus på landet, hvor en ensom kvinde bor sammen med sin hund. Hendes datter kommer som aftalt på besøg, og om natten de drømmer den samme drøm, om hvor de kan finde hvalpene. Men drømmen går ikke i opfyldelse. Derimod bliver en enkelt hundehvalp afleveret tilbage. Trods moderens sorg over at have mistet hvalpene og den uhyggelige situation, vælger datteren at rejse tilbage til byen efter en enkelt overnatning. Hun må nemlig tilbage til sit lykkelige liv. Kærligheden står forslået tilbage på flere måder. Hvem har taget hundene? Og hvorfor har kvinden valgt at flytte alene, helt ud på landet? Og hvorfor må lokalpressen ikke fotografere hendes hjem? Hvem er hun bange for?

Fælles for novellernes hovedpersoner er, at vi møder dem, når de reflekterer over nogen eller noget i deres nærhed. Refleksioner, der viser både skrøbelighed og misforståelser – og indikerer, at verdens katastrofer og mysterier langsomt rykkere nærmere. Og der er ingen hjælp at hente fra forfatteren. Hun kigger nøgternt på, og viser blot de skrøbelige personer frem midt i de splintrede illusioner. Det er ganske enkelt fremragende.

Roska Koritzinsky: Jeg har endnu ikke set verden, Batzer og Co., 102 sider, 2018. Oversat fra norsk til dansk af Jannie Jensen.