43 bagateller. 301 ord. I alt 12.493 ord. Færøske Katrin Ottarsdóttirs kortprosaværk “43 Bagateller” er et formeksperiment. Værket består af 43 korte skæbnefortællinger, der som små issyle, stikker læseren 43 gange i solar plexus, fuldstændig uden nåde.

Hver fortælling har nøjagtigt 301 ord – hverken mere eller mindre. De korte tekster er struktureret i samme form og er sorteret alfabetisk efter fortællingens titel. Titlerne, der i sig selv (måske) er bagateller, er korte og anonyme, og det rytmiske alfabetiske forløb, danner i sig selv et digt – muligvis om bagateller?

“Muligvis om en altan, et armbåndsur, autopilot, et badekar, barneleg, en barnevogn, et boardingpas, et brev, børn, en gave, en glasrude, en guldlighter, et gulv, halstabletter, havfruer, havvand, en hofteholder, hotpants, juleradio, kameluld, et kors, en købmand, laksko, et morgenbord, en opgave, orme, pinocchiokugler, pizza, pocahontas, en reception, skumring, en slipsknude, softice, en strøm, svedperler, en sygeplejerske, sømænd, takeaway, tivoli, en udflugt, en vej, en å og ål.”

Jeg er altid en lille smule skeptisk, når den litterære form sættes før indholdet. Kommer formen til at begrænse fortællingen uhensigtsmæssigt? Vil formen overdøve indholdet? Bliver vigtige kunstneriske pointer skåret væk for at holde på formen? Men da jeg havde læst bogen til ende, var min skepsis noget mindre. Men desværre ikke helt væk.

Allerede når man har læst den første af bagatellerne, bliver man klar over, at de både tematisk og kunstnerisk er langt fra at være bagateller (altså små og ubetydelige). Tekststykkerne tager fat i hverdagens hændelser og almindelige, genkendelige situationer, javist. Men i løbet af de 301 ord, eksploderer historierne i voldsomme klimaks, og det der på overfladen kan ligne en bagatel, udvikler sig til det stik modsatte. Menneskelige svagheder folder sig ud sammen med sorte sjæle, grumme gerninger og enorme tragedier.

Som i bagatellen “Barnevognen”, hvor en mor glemmer sit barn i bussen, fordi hun er for optaget af sin mobiltelefon.

“Moren pludrer videre med venindens nyfødte, griner højt. Barnet klukker sammen med hende. Hun ænser det ikke. Barnet prøver at nå hen til hende. Moren ser kun venindens nyfødte på skærmen. Barnet strækker sig ud mod hende, får overbalance.”

Det ender naturligvis fatalt. Da bussen drejer hårdt, vælter barnet omkuld. En mandlig passager, der har betragtet hele optrinet, og undret sig over, hvordan en mor kan være så ufokuseret, griber barnet. Moren kigger fortsat på sin mobiltelefon. Pludselig opdager moren, at de skal af, og springer op, og flår barnevognen med sig. Uden barnet, der stadig er i mandens arme. Lidt for melodramatisk. Vi fangede pointen allerede i første afsnit.

De sociale medier har en afgørende, men noget clichéagtig betydning i flere af bagatellerne, som ikke altid er lige gode. De styres tydeligvis af ideen og dramatiske plots, der kunne være en rigtig god kortfilm værdig. Men Katrin Ottarsdóttir er selvfølgelig også uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole.

Jeg var underholdt, da jeg læste bagatellerne, men de er desværre langtfra ligeså fremragende, som Ottarsdóttirs novellesamling “I Afrika er der mange søde børn” (2017), som vi tidligere har anmeldt her på bogblogger.dk. Den anbefales på det varmeste.

Katrin Ottarsdóttir: “43 Bagateller”, Forlaget Torgard, 91 sider, april, 2018.