Er civilisation et tyndt lag, som let gnubbes af, når omstændighederne tillader det? Eller er mennesket godt, men blot af og til tvunget af omstændighederne til at voldtage, torturer og dræbe?

Faulques er tidligere krigsfotograf og han er ikke i tvivl om, at grusomheden er menneskets naturlige tilstand. Og tre årtiers bloddryppende reportagefotos fra Libanon, Sierra Leone, Cypern og Balkan har blot understøttet Faulques oprindelige opfattelse.

Tilsyneladende lidenskabsløst og oftest helt passivt har han fotograferet efterladte og bundne krigsfanger, der angst venter på krokodillerne ved en afrikansk flodbred. Og den serbiske snigskytte, der lidenskabsløst fortæller om, hvorfor det er svært at ramme børn, mens han af og til stopper sin fortælling for at sende en kugle efter fodgængerne på Sarajevos gader.

Men efter én død for meget har fotografen trukket sig tilbage til et renoveret vagttårn ved kysten, hvor han maler på sit kæmpemaleri.

Den selvvalgte eneboertilværelse afbrydes imidlertid af den tidligere kroatiske soldat Markovic, der en dag ankommer og annoncerer sit ønske om at slå Faulques ihjel. For spørgsmålet er selvfølgelig, om fotografen med de store dobbeltsider i kendte magasiner reelt er så passiv og distanceret. Eller om hans billeder ikke også har påvirket den verden, som de skildrer?

Slutningen skal ikke afsløres her, men intet er eller ender, som der lægges op til. Til gengæld er Bataljemaleren ét vildt og til tider lidt langt ridt gennem moderne slagmarker, menneskelig elendighed og konstante referencer til kunst og litteratur. Specielt de mange referencer, som midt i historien næsten tager magten fra fortællingen, kræver enten en vis dannelse eller en evne til at ignorere dem – og det er lidt synd, for bataljemaleren er en klart anbefalelsesværdig bog.

Arturo Pérez-Reverte, Bataljemaleren, Lindhardt og Ringhof, Februar 2010, 272 sider, Oversat fra spansk af Hans Rasmussen.