Jeg sidder stadig med en ubehagelig fornemmelse af uhygge i kroppen efter at have læst den dystre færøske novellesamling “I Afrika er der mange søde børn”. Jeg er nemlig netop blevet præsenteret for det vanvid og den virkelighedsforvrængning, som de allermørkeste sider af den menneskelige psyke gemmer på. Det er hård kost!

Bogen består (selvfølgelig) af 13 noveller, der handler om familier og personer i opløsning, om afsporede kærlighedsforhold og om ensomme og skrøbelige individer, der befinder sig på vanviddet rand – eller måske befinder de sig rent faktisk i vanviddet, og har tabt kampen mod deres indre dæmoner?

Ingenting er hvad, det giver sig ud for at være. Vi bevæger os konstant på grænsen mellem tankespind og illusion. Hele tiden er vi i tvivl om, hvorvidt karakterernes egne forestillinger er til at stole på, og hvor de fører os hen. En raffineret tvetydighed og blændende metaforik, tryllebinder os – og fik i visse tilfælde denne neglebidende anmelder til at læse novellernes sidste sider først. For at få forløst den frydefulde, ulidelige spænding, som forfatteren sublimt bygger op.

Som i novellen “Broen”, der på bedste gysende vis, slår et af bogens gennemgående temaer an, nemlig den afsporede kærlighed og det dysfunktionelle forhold mellem ægtefæller. Novellens hovedperson er en kvinde, der i en sen og mørk nattetime er på vej hjem fra en våd aften i byen. Hun går alene – og så alligevel ikke. Hun bliver forfulgt. Af en allestedsnærværende mand, der bevæger sig bag hende, inde i byens skygger. Hvem er han? Kender hun ham? Hvorfor forfølger han hende? Er han virkelig, eller er han bare blevet til i en beruset kvindes fantasi?

“Ensom?! Hun var også ensom, men lige nu var hun ikke alene, for nu gik han der et eller andet sted bag hende. Hun vidste ikke om hun kendte ham, havde ikke engang set ham, hun kunne høre ham, de lydløse skridt ekkoede i hendes hoved. Nu krydsede han gaden, skråt, mod hende hun kunne mærke det. Utroligt så lydløst han gik, som en indianer på jagt, der kun gør, hvad hans medfødte kraft fortæller ham. Vidste han ikke, at hun ikke var et bytte, der var nemt at nedlægge? Hun var ikke nogen nem sejr. Ikke mere.”

Sætningen “ikke mere” indikerer, at hovedpersonen tidligere har været bytte for (en) mand(en). Novellens udfald er rystende fatal. Den er både Edgar Allan Poe og Stephen King værdig. Jeg gyser stadig!

Bogens titelnovelle “I Afrika er der mange søde børn” er mindst lige så grum. Et muntert forældrepar har en – tilsyneladende – mut og tvær datter. En datter som moren, mener er psykisk syg. Men hvem er det egentlig, der er syg? Og hvad er det for nogle små lilla piller moren giver datteren?

Novellerne fængsler os og skræmmer os, fordi Ottarsdóttirs karakterer hele tiden bevæger sig på kanten. På kanten af vanviddet, på kanten af sandheden, på kanten af de fatale konsekvenser, som indestængt vrede, undertrykkelse, svigt, jalousi og tabuiserede følelser kan få. Fortællingerne er små sublime studier i psykisk terror, og leder med stor psykologisk indsigt hen til et eksplosionspunkt, til en forstemmende forløsning. Det er ganske enkelt genialt.

I en note, skal bogens interessante undertitel “Northern gothic-noveller”, nævnes. Det er en ny genrebetegnelse, og skal måske ses som en nordisk pendant til den amerikanske subgenre “southern gothic”, der er kendetegnet ved uhyggelige fortællinger, der foregår i USAs sydstater. Her foregår de gotiske fortællinger i Norden, og det er spændende, fordi det skaber en skræmmende genkendelighed. Jeg håber, at betegnelsen vinder udbredelse, og at der vil følge mange flere udgivelser i kølvandet på “I Afrika er der mange søde børn”.

Novellesamlingen er udgivet af Forlaget Torgard, der er det eneste forlag i Danmark, der udgiver oversat færøsk litteratur. De byder på mange guldkorn, så hold gerne øje med deres udgivelser.

Katrin Ottarsdóttir: I Afrika er der mange søde børn, Forlaget Torgard, 2017, 183 sider. På dansk ved Katrin Ottarsdóttir og Hugin Eide.