Ikke alle forfattere kan være lige så gode til at skrue et plot og en spændingsroman sammen som John le Carré eller Frederic Forsyth. Men mange gør faktisk et ganske hæderligt job. Jesper Nilausen er bare ikke en af dem. I hvert fald ikke i debutromanen ”Den vantro terrorist”.

Når journalister skriver spændingsromaner er hovedpersonen og helten ofte en journalist. Det er også tilfældet her hos journalist Nilausen. Og blandt danske spændingsromanforfattere er islamisme, terror, frihedsrettigheder og ytringsfriheder i de senere år blevet yndede emner. Det gælder også for Jesper Nilausen.

Vores hovedperson starter med ganske flygtigt at spotte en tidligere kollega stige ind i en taxa i New York. I sig selv ikke noget mystisk i det. Problemet er blot, at kollegaen døde i et bombeangreb et halvt år forinden. Det er anslaget, som sætter gang i en umådelig langtrukken fortælling, der næsten udelukkende følger vores hovedpersons jagt på sandheden. Kun ganske få sceneskift til andre personer. Det trækker tempoet ud af historien og giver en særdeles monoton fortælling, som det er svært at blive fanget af.

Nilausen har med sin baggrund i kriminaljournalistikken uden tvivl masser af erfaringer og materiale fra det virkelige liv at trække på. Så skal han bare lære at strikke en nervepirrende fortælling sammen – og kende forskel på ”springe” og ”sprænge”. Adskillige gange i bogen beskriver han nemlig hvordan bomben springer. Ikke bare én gang. Men så mange gange, at det til sidst bliver distraherende. Medmindre det er en meget mobil bombe, så skulle der nok have stået sprænger.

Jesper Nilausen: Den vantro terrorist. Egolibris, 2018. 432 sider.