Da Caroline og Francis får muligheden for at bytte deres lejlighed i Leeds en uge med en bolig lige uden for London, griber de chancen. Det er den første ferie uden deres lille søn og et tiltrængt pusterum i en travl hverdag. Alt er ikke, som det ser ud til, og da parret ankommer til den bolig, de har byttet sig til, er der noget helt galt. Caroline kan bare ikke lige sætte en finger på, hvad det er.

Efterhånden opdager Caroline en masse ting i huset fra sin fortid, der får nakkehårene til at rejse sig. Små genkendelige ting om et menneske, hun forsøger at glemme. Francis forstår ikke, hvorfor hun er så mentalt fraværende, og begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet er interesseret i at kæmpe for deres forhold. For Francis har ikke været nem at leve sammen med de sidste par år, og selvom det går langt bedre mellem dem, er der stadig en masse usagt.

Som dagene går, bliver sløret løftet for en række hemmeligheder, Caroline har haft for sin mand. En gammel flamme bliver bragt på banen, og netop som man tror, det ikke kan blive værre, kommer flere ting frem. Hvem er det egentlig, der bor i deres lejlighed? Hvad får personen ud af at opholde sig der, og hvad er dennes motiv?

Der er noget meget britisk over måden, Glashuset er skrevet på. Historien fortælles langsomt og stille, som på en underspillet måde bringer hemmelighederne frem i lyset. Glashuset minder en del om Sammenbruddet af B.A. Paris, uden at være lige så psykotisk. Af den grund synes jeg ikke den bibragte noget nyt eller overraskende til genren, men er du til domestic noir-bøger, som er til at læse uden at skulle kigge dig over skulderen, kan du sagtens give dig i kast med denne her.

Rebecca Fleet: Glashuset, Forlaget Jentas, 309 sider, oktober 2018