Mange kender sikkert Burroughs som et værre syrehoved, der i slutningen af 50’erne udgav kultbogen ”Nøgen frokost”. Tidligere havde han skrevet ”Junkie”, en delvis selvbiografisk roman om en heroinafhængig ung mand, og det helvede han gennemlever. Han blev del af The Beat Generation’s kerne sammen med Allen Ginsberg og Jack Kerouac, men hans bøger er svært tilgængelige og ekstremt eksperimenterende.

Som nærværende bogs oversætter skriver i sit forord, så blev han til grin, da han fortalte om, hvordan han havde forsøgt at læse en af Burroughs sene bøger fra ende til anden. Som en bekendt grinende sagde: ”Det skal man ikke. Man skal slå tilfældigt op og læse, til man ikke orker mere. Ofte bare et par sider, hvor man kan nyde hans dead-pan humor, hans utrolige fremdrift i fortællingen og hans energi”.

Det er en meget præcis beskrivelse af, hvordan man bedst får noget ud af Burroughs sene udgivelser, som ”De tabte muligheders spøgelse” er en del af. Den blev hans sidste, udgivet i 1991, og er en ganske lille sag. Den indeholder dog alle de velkendte temaer, som eksempelvis virusangreb på mennesker, dødbringende seksualitet og selverkendelse hjulpet godt på vej af stofmisbrug. Samt lidt global overvågning og klamme menneskekroppe. Det er syret, men også en oplevelse, som måske kan give lyst til at dykke ned i nogle af hans tidlige værker.

William S. Burroughs: De tabte muligheders spøgelse. Bureauets Lommebibliotek. 89 sider. Oversat af Flemming Andersen