Til min store glæde begynder flere og flere forlag at genudgive klassikere. Glemte perler, der fortjener at blive læst eller genlæst. Forlaget Gladiator bidrager til klassikerfesten med deres Sandalserie, som de kalder “klassikere på kanten”. Det vil sige “litteratur, som udvider undersøgelserne af hjernens geografi, og flytter grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre”, som forlaget skriver.

Poul Vads roman “De nøjsomme” er et velvalgt værk til Sandalserien. Det er en knivskarp og grum roman om at længes efter en grundfølelse, om at være fanget i et fængsel af desillusion, om at kunne registrere, men ikke mærke. Om have tabt troen på meningen med livet. Om at føle sig fuldstændig overflødig. Om at føle sig fremmed i sit eget liv.

I bogen følger vi for det meste Henrik, som var frihedskæmper under Anden Verdenskrig, og som nu befinder sig i en ganske almindelig, kedelig hverdag. Han tager S-toget på arbejde og hjem igen til sin kone Else og deres to børn hver dag. Ind imellem besøger han elskerinden Susanne, der lever et ubeslutsomt bohemeliv. I en række korte kapitler får vi skarpe glimt af hovedpersonernes hverdagsliv i en dansk by i 1950’erne. Man lader stå til, drikker kaffe, holder måske en fest. Det er et liv i fortvivlet, ubrydelig tomgang.

“Så skabte man et hjem, så fik man børn, hver dag skulle det erobres på ny hvis grunden ikke skulle skride bort og en gabende afgrund af meningsløshed åbne sig og sluge det hele. Og kunne man overkomme andet, andet end daglig at bygge en mening ind i sin tilværelse med kvinde, hus, møbler, have, børn, arbejde? – en evigtvarende og for andre usynlig kamp, hvor man som pioner arbejdede i en ødemark hvor intet på forhånd var givet, en daglig given sig hen, en lille daglig uheroisk sætten livet ind på at opretholde, bevare og langsomt, langsomt udbygge en tilværelse, som kunne leves.”

Bogen følger en klassisk dramatisk kurve, hvor vi følger personerne i fem episoder – fra efterår til forår. I første kapitel præsenteres vi for personerne; Henrik møder Susanne i gymnasietiden, men gifter sig med den pæne Else. I de efterfølgende kapitler folder deres problemer sig ud: deres trivielle og indholdsløse liv. Selv deres erotiske trekanter forbliver meningsløse. I bogens efterord skriver forfatteren Simon Gregersen meget præcist:

“Det virker umuligt for karakterene at tale ligefremt sammen. Kvinderne forsøger indimellem, men mændenes forknythed får dem til at opgive. Dialogerne rummer et væld af høflighedsfraser og harmløse ligegyldigheder, der blokerer mulighederne for intimitet. Når naboerne skændes, og deres barn græder, så larmen fylder stuen, kommer man med en ironisk bemærkning og skruer op for radioen.”

Men det er ikke fordi Henrik er uberørt af naboernes larm og tumult. Tværtimod går den ham på, og understreger hans handlingslammelse:

“Han så ansigterne for sig, de pæne almindelige ansigter, som han i disse øjeblikke ønskede han kunne smadre for at få standset torturen. Men man kunne ingenting gøre, blog lægge en plade på og skrue tilstrækkeligt højt op.”

Bogens højdepunkt er en fest, som Henrik og hans kone arrangerer ved nytårstid. Det er stort anlagt gilde med smørrebrød og spiritus til hele venneflokken. Som læser sidder helt ude på stolens yderste kant og håber, at festen vil virke forløsende, at personernes underlæggende trang til at smadre noget, til at afreagere, får afløb. Der er småbitte tiltag, der giver os håb, men kort efter har fortielserne genoprettet stilstanden.

Poul Vads “De nøjsomme”, stiller sig elegant på skuldrene af de franske filosoffer og eksistentialister Sartre og Camus, som også var kendt for deres desillusionerede hovedpersoner og for beskrivelsen af fremmedgjorte individer – som for eksempel i Camus’ “Den fremmede”. Her er hovedpointen, at livet ikke har nogen mening. At der ikke er nogen værdier, der er bedre end andre. Forstemmende, men interessant. Ligesom Vads roman.

Læs “De nøjsomme”, hvis du er i det filosofiske hjørne. Den giver masser af stor til eftertanke!

Poul Vad: De nøjsomme, Forlaget Gladiator, november 2018, 180 sider, efterordsskribent Simon Gregersen.