Liv og Ølgjer har et forhold. De kommer begge fra den samme lille by, men bor nu i en større by. Det forhindrer dem dog ikke i at tænke tilbage på deres hjemstavn. Men det er alligevel ikke rigtig det, Vi har så korte arme handler om. Den handler måske om moderne kvinder, der drikker rødvin og ter sig dumt og hensynsløst over for andre. Eller også er det en roman om livet i en lille by. Eller en kropslig bog.

Jeg ved det faktisk ikke, for jeg forstod det ikke.

Vi har så korte arme er en rodet, mærkelig roman, og selvom jeg normalt godt kan lide bøger, der går lidt uden for den slagne fortællervej, må jeg erkende, at jeg stod helt af på Vi har så korte arme.

Det er en bog, der eksperimenterer med form og indhold, men desværre kommer formen til at tage magten fra indholdet. Det er svært at holde fokus, når teksten hele tiden bliver afbrudt med nye, underlige måder at fortælle på og jeg kunne ikke gennemskue, hvad forfatteren egentlig ville mig – andet end måske at eksperimentere. Grin med værket, opfordrer bagsiden, men jeg synes egentlig ikke, at det var en sjov bog.

Bogen er i øvrigt skrevet i Courier New, hvilket der sikkert er en pointe med – udover at det er en utrolig irriterende font.

Hvis du gerne vil have rykket grænserne for, hvad en roman kan være, eller hvis du holder af sære bøger, så kan du måske få noget interessant ud af Vi har så korte arme. Jeg må desværre vende tommelfingeren nedad, og det samme gjorde min medblogger Karen, som også forsøgte at læse Vi har så korte arme, fordi vi her på bogblogger.dk ønskede at give bogen en chance mere hos en anden anmelder, der måske bedre kunne lide formen. Uden held.

Olaug Nissen: Vi har så korte arme. 176 sider, Forlaget Silkefyret. Oversat af Gita Maria Thomassen, 2018