Svovlvinter er netop oversat fra svensk, hvorpå den udkom i 2004. Det er en voluminøs fantasyroman, som bygger på et rollespil fra 1987, og den er første bind i en serie af fire bøger.

Bogen er delt op i tre dele samt forhistorier og efterspil, så faktisk er der fem dele. Allerede i første del, i de indledende forhistorier bliver vi mødt af drager, riddere og udøde, og forventningerne er snart bygget godt op.

Desværre var det ikke lysten, der drev mig igennem del et af denne fantasyroman. Tempoet var trukket ud af de første 200+ sider, og plottet var præget af en overflod af beskrivelser og detaljer om denne verden. Der var mange karakterer, sidehistorier og parallelforløb, der skulle introduceres og skubbes i gang. Men alligevel er det svært at overse potentialet i sådan et stort fantasyværk.

Vi følger to primære færder: En med våbensmuglere og hekse og en med officeren i det hemmelige politi Digeta Longi, Praanz da Kaelve, der hurtigt avancerer fra løjtnant til oberst. Hele storylinen centrerer sig omkring et stigende oprør på den fjerne polar-ø Marjura, der ligger afsides i det trakorianske rige. Øen er storleverandør af svovl, som har en reel værdi for hele riget grundet sine anvendelsesmuligheder, hvor den dækker en tredjedel af rigets indtjening. Øen fungerer desuden som straffekoloni, hvor fangerne bedøves med medicin og smøres ind i fedt for at modstå kulden, når de tvinges ud i koldt vand for at samle råvare til svovlproduktionen.

Mens de to førnævnte grupper strides mod hver sit mål, vågner en slumrende kraft, der har været begravet i mange hundrede år. En hær af udøde rejser sig, samtidig med at en stærk troldmand bryder ud af sit eksil i graven. Her har han ventet i halvtreds år, mens den femte konfluks nærmede sig, og hans skakbrikker rykkede i position.
En konfluks er det punkt i tiden, hvor handlingsforløb og personers skæbner mødes og forsegles i verdens historie og udseende.

Svovlvinter har egentligt et afsluttet forløb, og takket være efterspilsdelen af romanen får vi også en række forklarende afslutninger på de forskellige individers skæbner. Man kan argumentere for, at det er lidt letkøbt med en stribe korte epiloger, der skal samle de løse ender, men fortælleteknisk fungerer det faktisk, at efterspilsdønningerne lader vente på sig, så handlingen og spændingen trækkes ud.

Hvis man er glad for tung og omfattende fantasy i en meget klassisk, men også fængende, forståelse, så skal man helt klart læse Svovlvinter, og de følgende tre bind i serien. Det kræver, at man har tiden og tålmodigheden til det, men det er også det værd, når man får tygget sig igennem bogens første del.

Erik Granström: Svovlvinter. DreamLitt, 2018. 728 sider.