// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Christian Bundegaard: Finn Juhl. Liv, værk, verden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Coffee Table-bog, Design og mode, Indretning

Christian Bundegaard: Finn Juhl. Liv, værk, verden

Skrevet af den 7. december 2018 – 07:23Ingen kommentarer

Så er der bragende gode nyheder til alle, der er vilde med den ikoniske danske designer Finn Juhl. Endelig udkommer den første samlede historie om den danske arkitekt og møbeldesigner, som tæller blandt de vigtigste og største pionerer indenfor dansk design. Et fremragende og velskrevet værk, om en af de største møbeldesignere nogensinde.

I værket “Finn Juhl. Liv, værk, verden” tager idehistorikeren og forfatteren, Christian Bundegaard os med på en fuldstændig fortryllende rejse ind i Finn Juhls enestående histore og kunstneriske univers. Det er en sand hvirvelvind af sublimt, skulpturiøst design, anerkendelser, store successer, nederlag og til sidst, trist resignation. Bogen er gennemillustreret med 450 smukke og informative illustrationer i form af billeder, skitser, fotografier og tegninger af Finn Juhls ikoniske møbler, design og indretninger. Christian Bundegaard sender os med andre ord, direkte i Finn Juhl himlen.

Finn Juhl (1912-89) tilhører kernen af danske designere i det, der kaldes “dansk designs guldalder”. Han var banebrydende indenfor møbeldesign, men også en meget værdsat arkitekt med en unik sans for samspil mellem møbler og rum. Han blev uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole 1930-1934, og var lærer på Skolen for Boligindretning fra 1945-1955.

Finn Juhl satte dansk design på verdenskortet med sit svungne og organiske møbeldesign, såsom sofaen Poeten, Høvdingestolen og Pelikanstolen. I 1950’erne var han den centrale skikkelse i skabelsen af begrebet Danish Design, som både kom til at betegne en eksportsucces, og det bidrag til den særlige udgave af modernismen indenfor design, kunst og arkitektur, der blev et af det skandinaviske velfærdssamfunds markante træk. De banebrydende, skulpturelle møbler, fik stor succes i udlandet – især i USA. Her indrettede Finn Juhl blandt andet Formynderskabsrådets smukke sal i FN-bygningen.

På mange måder var Finn Juhl en outsider i dansk arkitektur. Hans organiske og eksperimenterende design skilte sig ud fra det mere stramme og minimalistiske formsprog, som det 20. århundredes designrevolution introducerede. Et Finn Juhl møbel blev et symbol på det skæve, men også det virtuose og ekstraordinære indenfor møbeldesign.

Når Finn Juhl designede en stol eller en sofa, tog han først og fremmest udgangspunkt i kroppen, der skulle sidde i den. Derfor var svungne linjer, brede armlæn og runde former en helt naturlig og selvfølgelig del af det banebrydende, unikke design. Den uendeligt smukke sofa, Poeten, er enkel, men har alligevel runde, bløde former, der følger de mennskelige kurver. Netop denne skæve og kreative tilgang til møbeldesignet, er nok en af årsagerne til, at Finn Juhl aldrig nåede helt de samme populære højder som de mere folkekære og stringente designere som for eksempel Hans Wegner og Børge Mogensen.

Finn Juhl ville oprindeligt have været kunsthistoriker, og det forklarer måske hvorfor han, i modsætning til mange andre designere på den tid, ønskede at moderne møbler skulle referere til moderne kunst. Pelikanstolen, der med sine runde, organiske former nærmest omfavner, personen, der sidder i den, er et tydeligt eksempel på, hvordan Finn Juhl integrerede funktionalismens idealer med den frie kunst.

Når man besøger Finn Juhls hus, der i dag er tilgængeligt for offentligheden, bemærker man omgående, hvor smukt møblerne er afstemt efter den moderne kunst på væggene. Asger Jorn, Vilhelm Lundstrøm, Egil Jacobsen og Richars Mortensen får et helt nyt liv i arkitektens moderne hjem og dets indretning. Den rigt illustrerede bog, viser masser af skønne billeder fra Juhls fantastiske bolig, der på alle måder er et besøg værd. Både i bogen og i virkeligheden!

Hvis du holder af sublimt møbeldesign i verdensklasse, og vil vide mere om Finn Juhls ikoniske værker, så er bogen her et absolut must. Den vil berige selv de mest inkarnere Finn Juhl fans med nye spændende oplysninger og perspektiveringer. Og forklare alle interesserede, hvor mesterlig en kunstner Finn Juhl var. Læs, læs, læs!

Christian Bundegaard: Finn Juhl. liv, værk, verden, Strandberg Publishing, 272 sider, rigt illustreret, 15. november 2018. Bogen udkommer også på engelsk.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.