Jeg havde glædet mig meget til biografien om manden med verdens mest børnevenlige stemme, Thomas Winding. Glædet mig til at læse mere om personen, der så ofte, med uendelig generøsitet, har læst højt for mig – og resten af Danmark.

Thomas Winding lagde stemme til hele min barndom. Med sin behagelige, dybe fortællerstemme fik han roen til at sænke sig, og historiernes fortryllende verden til at åbne sig på magisk vis. Alfons Åberg og Emil fra Lønneberg blev læst op med en stoisk, stille ro, der instinktivt fik os til at lytte. Man ville bare ikke gå glip af et eneste ord, som denne magiske stjernestemme dryssede ud over os – hele vejen fra fjernsynet eller radioen.

I biografien “Thomas Winding – en stemme i tiden”, tegner journalisten og forfatteren Henrik Palle et personligt, men også forstemmende portræt af en fantastisk multikunstner, der egentlig ville have været kunstmaler ligesom forbillederne Picasso og Matisse. Men som endte med at revolutionere tv-mediet, selvom han grundlæggende ikke brød sig om det.

Thomas Winding kom fra en finkulturel baggrund, hvor blandt andre skikkelser som Poul Henningsen, Henry Heerup og H.C Branner havde deres gang. Thomas Winding var en fremragende maler og tegner. Han kom på Kunstakedemiet, og havde flere anmelderroste udstillinger. Men da hans udstilling om H.C. Andersens fik dårlige anmeldelser, slog det ham fuldstændigt ud, og han stoppede den del af karrieren. Han havde bekendte på DR og startede der.

I monopolets tidsalder skabte han den seje Super Carla, der kunne trylle, og han tog os med til Omvendtslev og Tyllefylleby. Han opfordrede os til at “Se Hundested og Gø” og skabte tilstanden Dansuenza. Og ikke mindst skabte han Bamse.

Winding fremstår som en splittet skikkelse, der aldrig rigtig var, hvor han gerne ville være. Han søgte roen på landet, men kedede sig. Han flyttede tilbage til sit elskede København, men støjen blev for meget. Han fik stor succes med det tv-medie, der grundlæggende ikke sagde ham noget. Der var masser af farver og fest i Windings liv. Men samtidig en søgen efter stilhed. En interessant kompleksitet.

Desværre kommer Henrik Palles vidtrækkende sprogekvilibrisme og bogens alt for store detaljerigdom til at overdøve historien, om bogens hovedperson. De lange kancellisætninger nedsætter læservenligheden, og værket kommer til at fremstå unødigt tungt. Jovist efterlades man med fornemmelsen, af at Henrik Palle er en stor skribent, der har gjort sin research efter alle kunstens regler. Men Palles personlige betragtninger og de til tider alt for lange beskrivelser af samtiden, der flettes ind i et uendeligt spindelvæv af bisætninger gør historien unødigt kompliceret. Og det er synd!

Thomas Windings kreativitet og store iderigdom blev belønnet med et utal af priser, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris i 1991, Dansklærernes pris i 1996 og i 2002 modtog han et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Thomas Winding endte sine dage på Ærø, hvor han forfulgte drømmen som kunstmaler og børnebogsforfatter. Han han døde i juli 2008, 71 år gammel.

Henrik Palle: Thomas Winding – en stemme i tiden, Politikens Forlag, 300 sider, oktober 2018.