Hvordan er det at leve et liv, hvor man for ikke at mærke andre, opstiller regler for ikke at kunne føle for meget. Hvor længe går der, før det hele eksploderer, og facaden krakelerer? Line-Maria Lång tager os med på en vanvittig rejse med en særligt sensitiv ung pige.

Timian vokser op i et svensk hippiekollektiv i slut-80’erne uden at vide, hvem hendes rigtige mor er. Alle kvinderne er mødre for alle børnene, og Timian ved kun, hvem hendes far er. Fra hun er helt lille, er hun ekstra modtagelig over for alle indtryk, hun bliver udsat for. Hun græder og smiler af alt, og de voksne elsker hende. Det lige indtil en dag, hvor hun kommer til at stikke en mand i benet med en køkkenkniv. Så er hun ikke længere den fantastiske lille pige, nu er hun pludselig utilregnelig. Timians far beder Ib om hjælp. Ib, der bor i sit eget hus på kollektivets grund. Han må hjælpe Timian med at passe ind.

Flere år senere har den 21-årige Timian lært at tilpasse sig samfundet ved en række regler, hun opstiller for sig selv. Regler, der fjerner Timian mere og mere fra den pige, hun engang var. Hun har fået et job som sygepasser for en ung pige, fordi hun ved, at det er normalt at have et arbejde. Hun har en kæreste, hun ser en gang om ugen, fordi det er det, der er normalt. Efter en episode i hendes gård sænker Timian sit værn over for indtryk, og hun begynder langsomt at kunne mærke andre igen. På godt og ondt. For hvad skete der dengang hjemme hos Ib? Hvad er det, der er galt med Timian?

Jeg var virkelig fascineret fra start til slut af denne her bog. For hvad er der galt med Timian? Er der noget galt, eller er hun et produkt af en anderledes barndom? Da jeg nåede til tredje del af bogen tog den en så uventet drejning, at jeg måtte blive oppe med bankende hjerte og læse den færdig. Line-Maria Lång har en fantastisk evne til at skrive sig ind under huden på læseren, også selvom hun indimellem går ud af en tangent, der kan være svær at følge.

Line-Maria Lång: Blå tiger, Rosinante, 272 sider, september 2018