Jesper Stein hører til i den absolutte top blandt de nordiske krimiforfattere. Hans position er fast cementeret med de første fem bind i serien, som har Axel Steen i hovedrollen. Det er dramatiske og helt elementært spændende bøger, tilsat en god portion psykologi. For Axel kæmper med indre, voldsomme dæmoner, som han tøjler med sprut og narko. Han er en genial efterforsker, men har svært ved at indrette sig efter ydre krav. Det gælder såvel hierarkiet i politiet som i familielivet. Han er fraskilt, men har vanskeligt ved at undvære sin kone og datter, der har skabt sig et nyt liv. I bind fem, ’Papa’, gik det helt galt, og bogen sluttede med en personlig tragedie.

Fra bind fem til seks er der sket noget. Steen har gjort op med dæmonerne, opsagt sin stilling i politiet og er blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Han har gradvist vundet sin familie tilbage, og de lever nu sammen igen. Det er skrøbeligt, men indtil videre fungerer det. Hans tidligere makker, Vicki Thomsen, er rykket op i hierarkiet. Dette spring var undervejs i de sidste romaner og virker derfor helt logisk. Den nye rollefordeling giver ny dynamik og føjer flere lag til mange af bogens karakterer. Et andet træk, der bygges videre på, er den stigende internationalisering af handlingen. Vi er rykket væk fra mordet i baggården, så der nu er syrienskrigere og efterretningstjenester fra flere forskellige lande samt udenlandske banditter, der blander sig.

Stein benytter sig af et velkendt fortælleteknisk greb. Som i ’Papa’ har ’Solo’ to parallelle forbrydelser. I det ene er en ung 2. generationsindvandrer blevet stukket ned, og her følger vi Vickis arbejde med at trænge ind i et fjendtligt miljø blandt småkriminelle pushere og islamister. Det andet spor udspringer af en bortførelse. Direktøren for den internationale bank får besked om, at hans kone er blevet kidnappet, og hun vil blive dræbt, hvis et større millionbeløb ikke afleveres inden for nogle få timer.

Bortførelsen kaster Steen ud i et hårdt pumpet drama, hvor indsatserne er tårnhøje og tiden knap. Samtidig må Vicki række ud til ham, da det går op for hende, at der er en relation mellem ham og den myrdede 2. generationsindvandrer. De gamle dæmoner vækkes fra deres tornesøvn, og det bliver stadig sværere for Steen at tøjle dem. Jagten på bestialske forbrydere er gået ind, og hvad er vigtigst – familien eller det at forhindre nye forbrydelser?

Man kan næsten ikke udholde springene mellem de forskellige handlinger, for der er brugt godt med cliffhangers, og det er svært at sige, hvor det hele ender. Der er blevet færre stemningsfulde storbybeskrivelser og mere action i både ’Solo’ og ’Papa’. Det gør ikke så meget, når dramaet er så forbandet godt. Forventningerne til det seneste værk fra Steins hånd er til fulde indfriet.

Jesper Stein: Solo, Politikens Forlag, 406 sider, Oktober 2018.