// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Buschmann: Indhenter
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Agentroman, Spænding

Morten Buschmann: Indhenter

Skrevet af den 2. november 2018 – 07:24Ingen kommentarer

Muhammedkrisen og den deraf øgede terrortrussel mod Danmark samt efterretningstjenesternes stadig videre beføjelser har givet adskillige danske spændingsforfattere masser af inspiration at tage afsæt i i de senere år. Morten Buschmann er ingen undtagelse.

I hans debutroman ”Indhenter” følger vi en dansk lejemorder og snigskytte, der nedskyder narkomaner. Han er sågar ”jeg”-fortælleren i historien. Ikke så meget politisk korrekthed. Lige på og hårdt. Udrydning af dem, der alligevel bare er til gene for samfundet.

Parallelt hermed følger vi den politiadvokat og kriminalbetjent, der er sat til at finde ”narkomanskytten”, samt en journalist. Et meget klassisk cliché-agtigt setup – hvor advokaten naturligvis er skilt, politimanden arbejder for meget (synes konen) og journalisten synes der er for meget fokus på pop og overfladiske nyheder.

Men det lever vi med når hovedpersonen er den her sympatiske gentleman af en lejemorder, der sendes i krig for ”fædrelandet” og samtidig er politiadvokatens nye dejlige kæreste – uden at hun ved hvad han i virkeligheden laver. En dansk udgave af Jan Guillous Hamilton-figur er der ikke helt tale om, men det snerper derhen ad. Han har i hvert fald nogle af de samme træk.

Der er en god dynamik i fortællingen. Sproget løber let og man bliver let indfanget og ender med at pløje bogen igennem hurtigt. Desuden er handlingen realistisk og der er styr på de fleste fakta når vi kommer rundt i verden og møder magtfulde embedsmænd, rige jøder, en kristen britisk soldat og mange andre.

Vores snigskytte gør det så godt for fædrelandet, at man dækker over hans fritidssysler som narkomanmorder og behændigt får tørret det af på islamistiske terrorister. Dermed er vejen banet for nye missioner og opgaver. Det får vi i efterfølgeren ”Medløber”, som jeg nu vil kaste mig over. Morten Buschmann har indtil videre skrevet fem bøger i Indhenter-serien. Den sidste udkom 15. oktober i år.

Morten Buschmann: Indhenter. Mellemgaard, 2013. 489 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.