I april 1939 udgav John Steinbeck sin meget berømte ”Grapes of Wrath” (på dansk ”Vredens druer”), som han siden vandt Pullitzer-prisen for. Han har også vundet en Nobelpris (1962) for sit forfatterskab. Og det er meget forståeligt. Du skal lede længe efter en så velskrevet bog, hvor forskellige meget svære stilarter bliver flittigt brugt – her iblandt den næsten umulige ’du’-form.

Steinbecks beskrivelser har dannet skole for generationer, og hans evne til at danne levende billeder for læsernes øjne er enestående. Som ren læseoplevelse er ”Vredens druer” derfor meget svær at overgå.

Når det er sagt, så er indholdet af bogen en samling af stærkt politiske budskaber alt sammen rettet mod selvstændige og ambitiøse amerikanere, og selvom bogen er et interessant tidsbillede, så skal jeg stå overordentlig tidligt op for at fortsætte med at lade mig blive overhældt af disse kaskader af hyldest til intetheden.

Vi følger arbejderfamilien Joad, der må forlade deres gård i Oklahoma. De begiver sig mod Californien, hvor alt det gode, de har hørt, slet ikke er så godt alligevel.

Steinbeck var selv journalist og har op gennem Depressionen oplevet især sydstaternes kamp for at overleve. Det var stort set den samme kamp, der ledte til borgerkrigen omkring 70 år tidligere. Al industrien var i nord, så det var relativt omkostningsfrit for nordstaterne at kræve slaveriets ophør, mens mange i Syden – selv de mange, der godt kunne se det forkerte i slaveriet – var sikret bankerot, hvis de mistede deres arbejdskraft. I ”Vredens druer” er norden udskiftet med alle andre klasser end arbejderklassen. Det er de onde; dem, der vil ændre på tingenes tilstand; dem, der vil følge udviklingen, vil investere, vil søge bedre tider og bedre økonomi.

Faktisk er Steinbecks så vred på alle, der ikke tilhører den absolut stillestående arbejderklasse, og det er her, hans eneste reelle forfattermæssige brøler træder frem. Han formår simpelthen ikke at lægge de gennemsyrede kommunistiske budskaber i munden på nogen af de simple hovedpersoner – så han skriver dem bare selv, sådan lidt ude af kontekst. Havde jeg skrevet sådan i min uddannelse til journalist, var det blevet kasseret med det samme.

Der er ingen tvivl om, at tusinder af mennesker oplevede store kriser i de år, og der er heller ingen tvivl om, at tiderne og menneskesynet var anderledes. Men Steinbeck er fuldstændig firkantet i sine forklaringer. Bruger du mennesker på marken, er du god. Investerer du i en traktor, er du ond og uden sjæl. Der er ingen, der krydser lidt over hverken fra den ene side eller den anden.

Du kan i dag sidde og ryste på hovedet og undre dig over, hvordan sådan en gang politisk makværk kunne vinde den fornemmeste forfatterpris i USA, men du må også forstå den manglende viden om verden, og den forskel, der var på folk, der ikke havde noget og de, der havde blot en lille smule mere. På det tidspunkt var det ikke kun en forskel på din pengepungs størrelse. Der var et direkte intellektuelt misforhold mellem dem, der havde og dem, der ikke havde.

Jeg bliver vred, når jeg læser sådan en bog – også selvom den er så gammel og fuldstændig ude af trit med tingenes tilstand i dag. For det første bliver jeg vred på alle dem, der behandler familien Joad dårligt og den forfærdelige situation, de lander i. Og så bliver jeg vred over den forsimplede måde, Steinbeck udlægger udfordringerne på. Det er i dag fornærmende, men dengang virkede det ægte og genkendeligt. Og nøjagtigt som Hitler formåede det i mellemkrigsårene, så finder han en fjende, der er skyld i al den armod, hans elskede arbejderklasse oplever.

Bogen indeholder nogle meget stærke scener, og de er fabelagtigt skrevet. Der er ingen tvivl om, at Steinbeck fik sit budskab ud. Og hans hyldest til kommunismen skal naturligvis også undskyldes. Informationerne flød ikke ligefrem frit i de år, hvor bogen var relevant, og hans viden om kommunismens grufulde og menneskefjendske statsdiktatur har naturligvis ikke været en del af hans viden. Og gennem hele bogen beskriver han også udelukkende tingenes tilstand – som tidligere nævnt iblandet lidt personlig galde – uden at forholde sig til, hvad der ville ske med familien Joad, hvis de selv var kommet til penge – eller hvis de selv havde fået en traktor.

Min søn skal så absolut læse denne bog. Af tre årsager: For det første skal han lære lidt om, hvordan nogle familier engang havde det i USA. For det andet skal han læse en klassiker af en forfatter, hvis evne til at skrive og manipulere er uovertruffen. Og for det tredje skal han lære, hvordan han aldrig nogensinde skal tænke og aldrig må lade sig begrænse af en afskyvækkende selvbestaltet offerrolle, hvor ’alle de andre har skylden’, og hvor al udvikling bliver anset for ondskab.

En fremragende oplevelse.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

John Steinbeck: ”Vredens druer”, The Viking Press-James Lloyd forlag, 464 sider, april, 1939