En ’peeler’ er nedsættende slang for en politimand. Det er et ord, som Sean Duffy, hovedpersonen i McKinty’s nu tre bøger tit hører. For Sean Duffy er politimand med liv og sjæl. Han opklarer mord og andre forbrydelser i et dystert Irland på randen af borgerkrig i starten af firserne. Men her i det nyeste værk ser det ud til, at karrieren er slut. Duffy er ikke lige vellidt af alle i korpset, og han bliver offer for et komplot, der sender ham ud i mørket. Her får han lidt for meget tid til at dyrke sine andre interesser; vodka gimlet, joints og musik, der spænder fra Led Zeppelin til Bach og Beethoven.

Tågerne fordufter, da en repræsentant for den britiske efterretningstjeneste kontakter ham for at få hjælp. Nogle af de farligste IRA-terrorister er undsluppet fængslet. Der er tale om dødsensfarlige folk, trænet i brug af våben og bomber i lejre i Mellemøsten, og briterne er ikke i tvivl om, at der er noget stort og voldsomt på vej. Duffy kan være deres bedste bud på at opspore hovedmanden, Dermott McCann. De to kender hinanden fra ungdomsårene, og Duffy tager opgaven på sig i håbet om, at det kan bane vej for et comeback i politikorpset.

Men hvorfor skulle katolikker dog tale med en ’peeler’, som arbejder for de britiske protestanter? Dørene er hermetisk lukkede for Duffy, lige indtil McCanns svigermoder åbner op. Moderen har mistet en datter, tilsyneladende i en ulykke lige efter lukketid på den pub, hvor hun arbejdede. Omstændighederne er mistænkelige, og moderen er overbevist om, at der er ugler i mosen. Datteren er efter hendes overbevisning blevet myrdet, og hvis Duffy kan afsløre forbryderen, får han værdifulde oplysninger oplysninger om McCann.

Lag for lag skrælles af, indtil sandheden viser sig for Duffy, og i bogens klimaks er vi ved en historisk hændelse. IRA forsøgte i 1984 at bombedræmbe Margaret Thatcher på et hotel i Brighton. Hun overlevede med nød og næppe og i McKintys fremragende bog, får vi et spændende bud på, hvordan det lykkedes Thatcher at undslippe dødens fangarme.

Som i de foregående to bøger er miljøbeskrivelserne fra den nordiske elendighed eminent gode. Et enkelt eksempel fra side 235 må være på sin plads. Vi er i Belfast: ’skeletterede biler, mænd med elefanthuer, mænd i kampuniform. Bål, bugten med en farve som te, bombetomter groet ti lmed bregner og guldslør, lugten af benzin så frisk som nyslået hø, nedlagte telefonpæle, rovgriske unger, snoede faner over byens gader som en mægtig drage…’ Man kan dårligt komme tættere på. Og når der så ovenikøbet er et stærkt plot, et broget og interessant persongalleri samt elementær spænding, så kan man ikke ønske sig meget mere.

Adrian McKinty; Og i morgen er jeg væk, Forlaget Olga, 336 sider, Oversat af Søren K. Barsøe, 2018