John Grisham er mest kendt for sine solide krimier, hvor en advokat eller studerende oftest er hovedpersonen. Vi kender ”Firmaets mand” (”The Firm”), ”Pelikannotatet” (”The Pelican Brief”), ”Klienten” (”The Client”) og mange, mange flere. Grisham er en sand mester i disse spændingsromaner. Og jeg læser dem også med glæde. Men med mellemrum skriver han andet, og det er til tider rigtig, rigtig godt.

”Et malet hus” (”A painted house”) er et herligt eksempel på disse bøger af en lidt anderledes karakter, men i mine øjne er der ingen af hans bøger, der når op på højde med ”Bleachers” fra 2003. Det er en kort, superintens og medrivende bog, der for alvor rammer dem, som kender og forstår football-kulturen i de amerikanske sydstater. Den kan sagtens ramme dig alligevel, men lad os bare sige, at hvis du har en forståelse for, hvad amerikansk fodbold kan betyde for indbyggerne i de tusindevis af små byer i de amerikanske sydstater, så fører du på point.

Grisham er selv født i Arkansas, og hans tilknytning til Syden er fortsat op gennem hans universitetstid i Mississippi til i dag, hvor han stadig har sit hjem i Mississippi. Ingen har en forståelse for de amerikanske sydstater – på godt og på ondt – som Grisham, der i otte selv sad i Repræsentanternes Hus i Mississippi for Demokraterne.

I ”Bleachers” følger vi Neely Crenshaw, high school All-American quarterback fra den lille Messina High School. Sammen med de fleste af 713 andre nuværende og tidligere football-spillere er denne bedste quarterback, skolen nogensinde har haft, vendt hjem til Messina for at tage afsked med sin legendariske træner, der ligger for døden.

Lidt efter lidt samles de mange tidligere spillere på byens fodboldstadion, hvor de sætter sig på de trappelignende tilskuerpladser (på engelsk: bleachers) og fortæller historier om deres gamle træner, hinanden og de fantastiske øjeblikke, der for evigt prægede deres liv.

Men minderne er ikke kun gode. Træner Eddie Rake, der i 34 år stod i spidsen for Messina Spartans, var en benhård mand, der med sine brutale træningsmetoder både oplevede succes og usandsynlig sorg. Neelys egen karriere, der stoppede brat, da han knuste sit knæ efter en ulovlig tackling, har også båret præg af de mange sammenstød med Rake. Og nu er det tid til at sige farvel og komme videre.

Den stemning, Grisham formår at skabe på stadion, i ventetiden, blandt de tidligere spillere, er næsten ubeskrivelig. Det ene billede afløser det andet for mit indre øje, mens ordene glider forbi på siderne, og selvom bogen er ganske kort, så er det en meget ’fuld’ følelse af den komplette fortælling, jeg sidder tilbage med.

Det hjælper, at jeg elsker football. Det hjælper, at jeg har boet i USA. Og det hjælper, at jeg selv er vild med denne let melankolske men samtidig ærefulde og lærerige stemning, der kan opstå, når mennesker mødes og mindes. Men at fange den, komprimere den og servere den så lifligt, som Grisham gør i ”Bleachers”, er så imponerende, at jeg godt kan afsløre, at jeg mindst hvert andet år genlæser denne bog – for oplevelsens skyld.

John Grisham: ”Bleachers”, Doubleday forlag, 229 sider, september 2003