”Af og til er det rart med en banan til kaffen. Den bør ikke være for moden – faktisk skal der være en tydelig rest af noget grønt langs stilken, og hvis der ikke er det, kan den ikke bruges. Det er dog nemmere sagt end gjort. Man kan glemme æbler, men ikke bananer, ikke rigtig. De bryder sig faktisk ikke om at blive glemt. De skrumper ind og lugter af forrådnelse og bliver næsten sorte.”

Claire-Louise Bennets debutroman Dam er fyldt med hverdagsting, som burde være for banale til at blive nævnt, men alligevel fylder det meste af bogen. Den kvindelige hovedperson har droppet sin akademiske uddannelse og er flyttet i et hus i udkanten af en lille irsk landsby. Her går hun alene og har den ene indre monolog efter den anden. Detaljegraden er helt ekstrem. Hendes foretrukne kuglepenne, hvilke funktioner de forskellige kuglepenne har, antallet af dem, farver osv.

Som et spind af oplysninger, der dækker over den underliggende sandhed, bliver man som læser distraheret, og det er nemt at miste fokus. Ensomhed har mange former og bogens kvinde, hvis tanker flyver og skifter fokus lige så ofte som øjet ser noget nyt, trives alene.

Det er en interessant læseoplevelse, når det overflødige tager pladsen fra det vigtigste. Bennets sprog er flydende, humoristisk og meget smukt. De ting hun beskriver, bliver virkelige med hendes ord. Det kunne sagtens have været en tung læseoplevelse, da det meste er bogen er skrevet som en lang indre monolog. Bennet formår dog at gøre bogen levende, og med et sprog der ville gøre mange forfattere misundelige.

Claire-Louise Bennet: Dam, Turbine, 195 sider, marts 2018, På dansk ved Karen Fastrup