Sammen med værker som ”Hærværk” og ”Kongens fald”, så tilhører ”Vangede billeder” kategorien af ikoniske danske værker, som alle med respekt for sig selv og bare en lille smule kulturel og litterær dannelse naturligvis bør læse. Det havde jeg ikke fået gjort, da DR i foråret sendte den udskældte programserie ”Mick Øgendahl og de store forfattere”, hvor standup-komikeren Mick Øgendahl forsøger at blive en smule klogere på seks af Danmarks største forfattere gennem historien. Her var forfatteren til ”Vangede billeder”, Dan Turèll, naturligvis iblandt. Og på den måde blev jeg mindet om dette hul i min kulturelle dannelse.

Det hul er nu blevet lukket. Og det var arbejdet værd. For Turèll er bare i en klasse for sig. Og ”Vangede billeder” er bare en både simpel, ligefrem og dybt underholdende perle, hvor Turèll ruller sig ud og viser hvilken gudsbenådet iagttager og ordekvilibrist han var.

Alt og alle i det lille kvarter Vangede ”på den forkerte side af Lyngbyvejen” i Gentofte Kommune kommer under Dan Turèlls lup og bliver vendt, drejet og beskrevet. Beskrevet uhyre detaljeret, spidsfindigt og med en stor portion humor og sarkasme samt et kærligt glimt i øjet. Her er virkelig en mand, der elsker det sted han kommer fra. Og formår på sublim måde at beskrive stedet og dets mange forskellige personager.

Det er ikke kun selve fortællingen, der bærer dette mesterværk. Det gør også Dan Turèlls helt specielle skrivestil, hvor hvert nyt afsnit om en person eller et sted starter med ”Og…”. Dette samt andre små kneb og detaljer er prikken over i’et i et værk, som har været ekstra sjovt at læse for en, der bor tæt på grænsen til netop Vangede.

Eneste anke er at værket ikke er længere. Ikke fordi Turèll ikke kommer godt nok rundt om emnet. Tværtimod. Han kommer hele vejen rundt i Vangede. Men fordi man bare gerne vil have mere af Turèlls underfundigheder og knivskarpe observationer.

Dan Turèll: Vangede billeder. Gyldendal 1975 og 2015. 160 sider.